På trods af det, der smerter

Smerte er en uundgåelig del af livet. Og ikke al smerte kan mildnes med medicin.

En af mine yndlings sange er fra Højskolesangbogen, hvor vi synger:

“At livet det er livet værd

på trods af tvivl og stort besvær

på trods af det, der smerter”.

Vi har en helt enestående sangskat i Danmark og udover Højskolesangbogen er vi beriget af vores Salmebog, der bugner af fantastiske salmer, der netop rummer de store følelser i livet. Her skildres de op- og nedture, som livet uundgåeligt bringer. De gamle digtere synger vi stadig, fordi de har noget at sige os den dag i dag.

Kingo skrev: Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråde, solskin og skyer de følges og ad. Kontrasterne står overfor hinanden og minder os om, at vi alle får lidt af alting. Lidt af alt det et menneskeliv består af.

Vi ved altså godt, at livet ikke kun er solskin. Det hører med til livet, at livet kan smerte. Alligevel er det som om, vi forsøger at luge ud i alt det knap så behagelige. Tidligere havde vi tilliden til Gud. Tilliden til at, hvordan det end går i denne verden, så har sorg og lidelse kun sin tid, og der venter et liv i himlen. Nu har vi skiftet Gud ud med os selv.

Vi er blevet vores egen lykkes smed, og det kan ærlig talt godt blive lidt tungt ind imellem. Vi hylder mantraer som: “lykken er et valg”. Og vi vil ikke være ved, at det hører med til at være menneske, at livet også smerter. Problemet er, at hvis du sætter dig for, at du vil tænke positivt , række ud efter stjernerne og gribe dagen hver eneste dag, så bliver du hurtigt træt.

I vores iver efter at give både vores børn og os selv et godt liv forsøger vi at skærme os fra det smertefulde. Og vi lærer at lade være med at gøre det, der kan give blot det mindste ubehag. Jo mere vi handler på den måde, desto mere fremmed bliver smerten for os. Vi skal turde vise vores børn, at ikke alt her i livet er nice.

Vi gør dem en bjørnetjeneste, når vi eksempelvis siger, de ikke behøver sige noget højt på klassen, hvis det gør dem nervøs og utilpas. De skal netop lære, at det ubehag, de føler, er naturligt og går over igen, jo mere man øver sig.

Hjælper man barnet til at undgå ubehag, ved at overtale læreren til at lave særaftaler, er det på kort sigt dejligt for barnet. Følelsen af tryghed genetableres. Men uden at ville det, kommer vi til at signalere til vores barn, at det ikke tåler, når noget bliver svært.

Jo mere vi handler på den måde, jo mere fremmed bliver smerten for os, og jo større omveje må vi gå for at undgå den.