Peter Lund Madsen: Lykken og smerten

De er hinandens modsætninger, men udspringer fra samme sted: hjernen. Og selvom smerter ikke er rare, har de ligesom lykke deres berettigelse. Bare ikke når de bliver kroniske.

Kender De det, kære læser, når man sådan en aften, i begyndelsen af juni, er på vej hjem. Når man kigger op på nattehimlen og ved, at der selv omkring midnat vil være en bræmme af lys i horisonten, når natfuglen slår sine triller, og alle villahaver her deres helt specielle duft. Når man ved, at det hele kun er lige ved at begynde igen. På sådan en aften kan vores tankestrøm blive opfyldt af en ganske intens glæde ved at være til, man føler sig lykkelig.

Når det sker, er det fordi, hjernens belønningscenter er blevet stimuleret. Kemiske processer i hjernen har udløst en frydefuld vellyst i vores sind. Det er ikke kun sommernætter, der udløser aktivitet i belønningscentret. Når vi spiser os mætte, når vi finder varme efter at have været ude i kulden, når vi yder en indsats for at bringe slægten videre, når vi får ros af konen, hver gang vi gør noget, der på en eller anden måde er godt for vores egen og familiens basale overlevelse, kommer der gang i belønningscentret.

Belønning og straf = adfærd

Belønningscentret er et af de redskaber, hjernen bruger til at justere vores adfærd. Vellysten er guleroden. Det er belønningen, vi får, når vi gør det rigtige.

Der imidlertid også en stok, en straf, som hjernen udsteder, når vi gør noget forkert, og den stok er smerten.

Hvis jeg lægger hånden på en tændt kogeplade, gør det ondt, og jeg fjerner hånden. Jeg har gjort noget skadeligt for mig selv, og hjernen justerer min adfærd. Som vellysten opstår smerten fra kemiske processer i min hjerne. Aktivitet i en smertenerve oversættes til følelsen af ubehag.

Smerten er vores ven. Den sørger for, at vi ikke dummer os, den kan være et signal om, at der er noget, der ikke er i orden. Uden evnen til at føle smerte går det meget hurtigt galt.

Konstruktionsfejl ved smerter

Så langt så godt og så alligevel ikke. For der er mindst én alvorlig konstruktionsfejl i systemet. Jeg kan bære over med, at smertebelønningssystemet er bygget til en stenaldertid, hvor alt var anderledes. Så jagten på vellysten kan i dag lede os i misbrug, og smerten kan til tider være uudholdelig. Men én ting har jeg meget svært ved at acceptere, og det er de KRONISKE smerter.

De kroniske smerter er plagsomme og fuldstændigt overflødige. Vi ved, at der er noget galt, vi har prøvet at gøre noget ved det. Vi har gjort, hvad vi kunne, vi har justeret vores adfærd, og alligevel bliver det bare ved med at gøre ondt.

Sammen med den grundløse angst er de kroniske smerter den værste røver af livskvalitet.

Håbet er, at den ellers så velkonstruerede menneskehjerne kan komme op med en løsning, som kan korrigere den fejl, den selv besidder, så vi en dag finder noget, der kan få fuldstændig bugt med de kroniske smerter. For dem har ingen brug for.