Psykologen – det hele menneske

Jeg har fulgt lidt med i Gigtforeningens kampagner i forbindelse med, at jeg skulle skrive denne klumme. Jeg faldt over en del kampagner, som har fokus på ventelisteproblematikken. De lange ventelister har store konsekvenser for kronisk syge patienter, der venter på en operation. Som gigtpatient kan det være ventetiden på at få skiftet en nedslidt hofte eller et knæ, der kan være smertefuld.

Men den kampagne, der gjorde mest indtryk på mig, er en kampagne om betydningen af at føle sig værdifuld. Kampagnen har fokus på betydningen af at blive set som et helt menneske i sundhedsvæsenet.

Det er for mig at se en vigtig kampagne.

For retorikken omkring sundhedsvæsenets udfordringer har ofte været noget forsimplet. Alle taler vi åbent om et nødlidende sundhedsvæsen

Politikerne står i ellevte time alle i kø for at redde os fra det endelige nedbrud. Og ligesom Gigtforeningen har fokus på ressourcer i mange af deres kampagner, har politikerne det også. Der skal flere varme hænder til. Jeg synes, det er en ærgelig forsimplet måde at tale om sygeplejersker på. Den store faglighed og ekspertise de lægger i deres arbejde, kan ikke reduceres til antal af hænder. Selvfølgelig er antallet af sygeplejersker vigtig. Men så længe vi reducerer sygeplejersker til varme hænder, øger vi bestemt ikke sygeplejerskers faglige stolthed og motivation for at blive i faget. Eller de unges motivation for at gå ind i faget.

Der er behov for, at vi taler om den værdi, der er i sygeplejerskers omsorgsarbejde. Når Gigtforeningen derfor fremhæver betydningen af at blive set som et helt menneske, har de fat i en altafgørende pointe. Det handler nemlig ikke kun om flere ressourcer, så vi kan sikre, at vi ikke skal aflyse operationer. Det afgørende i hele denne debat risikerer at gå tabt. Nemlig, hvilken værdi det har at blive set som et helt menneske.

Jeg kunne have politikerne mistænkt for at glemme værdisnakken og alene have fokus på antal operationer og nedbringning af ventelister. Og så risikerer vi, at patienter bliver reduceret til opgaver, der blot skal vinges af. Og mennesket bag diagnosen har ingen øje for.

Metaforen med de varme hænder risikerer at reducere sygeplejersker til noget rent maskinelt, som vi bare skal have nok af i antal, så skal det nok gå alt sammen. Forståelsen for omsorgens værdi går tabt. Menneskeliggørelse af patienten løses ikke alene med antal hoveder, der er til rådighed, men kun ved at vi husker at prioritere omsorgen.

Omsorg er altafgørende i patientrelationer, og det kræver stor faglighed og professionalisme