Psykologen: Mænds strategier skal respekteres

Mandesygdomme er et vigtigt emne, fordi der er meget, der tyder på, at nogle mænd kan have en risikoadfærd, der øger deres risiko for bestemte sygdomme. Og mænd går i for lang tid med deres symptomer, inden de søger læge. Det er der formodentlig en lang række kønsspecifikke forklaringer på. Og fakta er, at mænds middellevetid er 5 år kortere end kvinders.

Når manden så bliver diagnosticeret med sygdom og kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, er det vigtigt at forstå, at der er nogle kønsspecifikke forskelle, som vi bør tage med i relationen til manden som patient.

I mit mangeårige arbejde som psykolog har jeg i høj grad erfaret de kønsforskelle, der kan være mellem mænd og kvinders måde at takle sygdom på.

For mange mænd er det ofte de klas­siske maskuline dyder, der er udslags­givende for, hvordan de håndterer en ­sygdom og rollen som syg. Lidt firkantet sagt handler det for manden om at kunne klare sig selv, sørge for familien, være stærk og handlekraftig.

Sygdom kan for mange give en oplevelse af tab af kontrol. Tab af kontrol over kroppen, beskytterrollen er under pres, og det samme er økonomien måske. Tab, der clasher med mandens forventninger til sig selv.

I vores tilgang til mænd skal vi være opmærksomme på, at de har brug for ­viden og information om sygdommen. Manden skal understøttes i sit behov for handlingsorienterede problemløsningsstrategier. Det understøtter maskulinitet og autonomi. Det skal ses i modsætning til kvinders langt mere emotionelt baserede coping strategi.

Jeg møder i min klinik mange mænd, der er sendt afsted til psykolog af deres kone, fordi hun bekymrer sig om hans ­tilbagetrækning og manglende behov for at kommunikere om sin situation. Og hvorfor græder han ikke?

Konklusionen bliver, at: “han er dårlig til at sætte ord på sine følelser”. Og vi har en tænkning om, at det vil være bedst, at han hjælpes til at åbne sig og italesætte sine følelser. Jeg som psykolog får til opgave at hjælpe med at trænge ind bag ved.

Så sidder vi der og kigger lidt på hinanden. For hvad er egentlig hans behov? Mænd i min klinik efterspørger redskaber. Først når det er på plads, kan vi måske begynde at samtale om følelser. Og der skal jeg som psykolog ikke have et projekt, der går ud på at bryde mandens forsvar ned, så jeg hurtigst muligt kan få ham til at tale om, hvad han føler. Det ville være helt forkert.

Han har brug for at tage sig den tid, det tager for at komme overens med sig selv. Og han bestemmer, hvornår eller om vi skal samtale om følelser.

Al god samtale starter med at være der, hvor den anden er. Så en god session kan sagtens være, at vi sammen sidder og ­søger vigtig viden på nettet.