En forstuvet fod, ondt i knæet, et pludseligt hold i lænden. Hvis det er noget, du har oplevet, så er du ikke alene. Halvdelen af alle danskere har inden for de seneste uger været ramt af det, man kalder akut smerte i kroppens bevægeapparat.
Det er en helt naturlig konsekvens af livets mange aktiviteter, at vi indimellem bliver ramt af smerter, f.eks. fordi vi kommer til skade eller overbelaster led, muskler og sener.
Hvad kan du selv gøre?
En hurtig og effektiv indsats kan gøre en stor forskel for processen med at blive smertefri igen. Derfor er det en god idé at kende til RICE som behandlingsprincip og også have styr på hjemmeapoteket, så du er klar til at hjælpe dig selv eller andre.
RICE som behandlingsprincip kan bruges, når smerten skyldes en skade i muskler, sener og led. Det er en forkortelse af ordene Ro, Is, Compression og Elevation.
- Ro: Stop aktiviteten og beskyt det påvirkede område, men husk stadig på, at bevægelse er godt
- Is: Køl området omkring skaden ned, f.eks. med en pose frosne ærter i ca. 10 minutter ad gangen med to timers mellemrum i de første 24 timer
- Compression: Brug gerne en elastisk bandage til at lægge omkring det skadede område til at støtte og reducere hævelser
- Elevation: Hvis det er muligt, så bør du lægge det skadede område over hjertehøjde i 24 til 72 timer eller så ofte, det kan lade sig gøre. Dette mindsker hævelsen og smerterne
Når det gælder hjemmeapoteket, er der nogle grundlæggende ting, som er gode at have ved hånden:
- En ispose eller alternativt en pose frosne ærter. Man kan få isposer enten til engangsbrug eller til at bruge flere gange
- En elastikforbinding til at støtte og reducere hævelser på et tilskadekommet sted, f.eks. en ankel eller et håndled
- Hvis der er sår eller hudafskrabninger, skal såret renses med rent vand. Brug eventuelt steril saltvandsopløsning på 0,9 %. Efter, at såret er renset, kan det eventuelt beskyttes med plaster eller gazebind, hvis det er et større sår
- Smertestillende håndkøbsmedicin. Du bør som udgangspunkt bruge paracetamol, da det har de færreste bivirkninger. Dagsdosis for voksne må samlet set ikke være mere end 4.000 mg fordelt over 4 gange dagligt.
Hvornår bør du søge læge?
Hvis du har mistanke om knoglebrud eller anden alvorlig skade, er det naturligvis vigtigt, at du hurtigt opsøger læge eller skadestue. Herudover bør behandling med smertestillende medicin ikke vare mere end 3-7 dage. Hvis smerterne fortsætter, bør du tale med din læge.
Læs også: Når fodskaden er opstået