Salat med brombær, æbler og sprød bacon

Af: Helse-Redaktionen

Foto: Winnie Methman

Savner du ny inspiration til at få lækre og velsmagende salater på bordet året rundt? Så kan du få god hjælp af Anne Hjernøes nye bog, Annes Salater – 111 salater, der gør dig let & mæt

Der er sket meget på salatfronten, siden Anne Hjernøe udgav sin bestseller, Sunde Salater. Vi spiser mere grønt og skærer ned på kødet, som aldrig før. Salater er i dag noget af det mest sunde, lette og lækre, vi kan spise til frokost og aftensmad.

Salaterne i den nye bog er en eksplosion af smag og farver samt spændende råvarekombinationer. De spænder over alt fra lette sommersalater med frugt og bær over rustikke salater med kål og rodfrugter til mættende salater med planteprotein, fisk eller kød. Prøv selv – her får du tre udvalgte opskrifter.

Til 2 personer

DET SKAL DU BRUGE
• ¾ dl ristede hasselnødder
• 125 g bacon, gerne fra ét stykke
• 1 salathoved, eller blandet salat efter eget valg
• 1 sprødt, dansk sensommeræble
• 1-2 forårsløg
• 100 g brombær

Æblevinaigrette
• 4 spsk koldpresset jomfruolivenolie
• 2-3 spsk æbleeddike
• 2 tsk ahornsirup eller flydende honning
• flagesalt og friskkværnet peber

SÅDAN GØR DU
Start med at lave de ristede hasselnødder, hvis du ikke allerede har.

Skær baconen i tern og rist dem gyldne og sprøde på en pande. Lad dem dryppe af på fedtsugende papir.

Skyl salaten og slyng den tør, pluk den i mindre stykker og fordel dem på et fad eller to tallerkener. Skær kernehuset fra æblet og skær det i tynde både. Rens forårsløget for bund og lidt top og hak det fint.

Fordel æblebåde, forårsløg og brombær på salaten.

Pisk olivenolie, eddike, ahornsirup, salt og peber godt sammen til en ensartet konsistens.

Smag dressingen godt til, så den får den rette syrligsøde balance.

Fordel dressingen over salaten. Drys med bacon samt ristede hasselnødder, enten hele eller grofthakkede.

De nye, nordiske kostråd anbefaler, at vi vælger grøn og klimavenlig mad. Både af hensyn til vores  sundhed og klimaet. Du kan glæde dig til i de kommende udgaver af Helse at blive inspireret til at gøre din madplan, sund, grøn og klimavenlig – også, når det skal gå hurtigt. F.eks med produkter fra Økomama/Zelected Foods


Prøv også opskrifterne:

Kålsalat med druer og sprød parmaskinke

Perlebygsalat med bolsjebeder