Smerter slukkede gnist, men gav plads til nye drømme

Michael Maze faldt for bordtennis tidligt i livet, og kærligheden til spillet udviklede sig til en succesfuld karriere. Men selvom han levede drømmen, gik det på et tidspunkt op for ham, at drømmen ikke kunne vare evigt, og at han var nødt til at finde veje udenfor sporten, hvis ikke hans liv skulle ende som et smertemareridt.

Mange drenge og piger drømmer om, hvad de skal være, når de bliver store. Prinsesser, brandmænd, astronauter, verdensstjerner. Jeg kan selv huske at have haft den slags drømme, og det kan du sikkert også. For mig blev mine barnefantasier ikke til noget, og det gør det nok for de færreste. For i takt med, at man bliver ældre og får øjnene op for andre karriereveje, begrænset af ideen om, hvad der er muligt, kan realisme komme til at overskygge passion.

Men der findes nogle få, som får en idé i en tidlig alder, holder ved og gør drengedrømmen til en levevej. Sådan et menneske er på vej hen for at møde mig. Jeg har taget plads ved et bord på bistroen John & Woo, som åbnede i september sidste år, og som han er medejer af.

Omgivelserne er klassiske med reminiscenser til franske caféer og en elegance, som på nogle måder har måttet vige pladsen for det rustikke urbane udtryk herhjemme i de senere år. Bordene er dækket af glatte, hvide duge og et lag af hvidt papir.

Ved hver en plads ligger en sammenfoldet serviet og agerer seng for det fine sølvbestik. Der er paneler langs væggene, som er mørke, men bliver brudt af spejle og klassiske motiver. På mange måder er det svært at sammenkoble bistroen med manden, som ejer den, og som har brugt det meste af sit liv lænet over grønne borde med et bat, i stedet for fint bestik, i hånden.

Døren til bistroen går op, og ind træder 38-årige Michael Maze. Han har i dagens anledning skiftet sportsshorts og klubtrøje ud med jeans og en T-shirt. Han hilser på pigen bag baren, inden han finder vej op til mit bord, hvor han hilser med et let kram, selvom vi aldrig har mødt hinanden før.

– Er du sulten? Vil du have noget at spise eller drikke? spørger han.

To glas med juice og en kop kaffe bliver hurtigt serveret. Kaffebønnen, forklarer Michael, har han selv valgt. For han er lidt af en kaffenørd og synes også, at det mindste man kan sørge for, når man beder folk om at betale 30 eller 40 kroner for en kop kaffe, er, at den smager godt.

Det store spørgsmål, der kredser over os, mens vi sipper til kaffen og friskpresset appelsinjuice, er selvfølgelig, hvorfor en sportsmand i verdensklasse pludselig er medejer af en bistro på Amager, og hvordan man håndterer det faktum, at ens karriere har en udløbsdato?

For det har Michael måttet sande. Tilbage i 2016 sagde han egentlig også farvel til badmintonkarrieren, for dog at tage den op igen ikke længe efter. Men hans exit var alligevel en opvågning, hvor han stod ansigt til ansigt med, at han var nødt til at finde andre veje i livet, hvis ikke han skulle køre kroppen helt ned og potentielt leve størstedelen af sine resterende år i smerte.

– Jeg har altid været drevet af min kærlighed til spillet. Men i perioden fra 2012 til 2016 blev jeg mere og mere træt af det og havde flere og flere dårlige dage på arbejde. Så jeg begyndte så småt at lave nogle andre ting, hvor jeg skulle bruge mit hoved mere, og jeg begyndte at lytte til min krop og kunne mærke, at jeg ikke ville ødelægge mig selv for sporten, siger han.

Men for at forstå, hvordan Michael er endt som bistroejer, og til dels tvunget til at forlade sin højtelskede bordtennis, er vi nødt til at rejse tilbage i tiden.

Michael tog for første gang battet i hånden, da han var seks år gammel. Han begyndte at spille med en kammerat på det lokale fritidshjem. Allerede på det her tidspunkt i sit liv var Michael meget aktiv, og dyrkede flere forskellige sportsgrene. Efter et år, hvor vennen og ham havde spillet sammen, faldt

denne fra, mens Michael fortsatte, og han begyndte så småt at få øjnene op for, at han nok havde mere flair for bordtennis end de fleste. På trods af det, skulle der gå flere år, før han dedikerede sig eksklusivt.

– Jeg spillede også en del fodbold, og det var egentlig først, da jeg var 13 år gammel, at jeg valgte det fra og fokuserede udelukkende på at blive den bedste bordtennisspiller, siger han.

Afskeden med fodbold var også en afsked med holdsporten, og det var Michael meget bevidst om. For selvom det var rart at have holdet i ryggen og støtten og sammenholdet, passede hans mentalitet bedre til solosport.

– Hvis de andre ikke gjorde det så godt på banen, men jeg havde været god, irriterede det mig. Og omvendt. Jeg stiller høje krav og kunne mærke, at jeg havde det bedst med, at hele sejren eller nederlaget lå på mine skuldre, siger han.

Og da valget først var truffet, gik det stærkt. Han brugte det meste af sin tid udenfor skolen på at spille, og allerede som 15-årig flyttede han hjemmefra for at forfølge drømmen. Så mens hans venner begyndte på gymnasiet og gik til fester, gav Michael den gas i hallen.

– Det var hårdest for min mor, at jeg flyttede, men til at starte med, var jeg jo hjemme i weekenderne for at se min familie og pleje mine venner, og jeg kunne da også godt tage med til en gymnasiefest. Det blev sværere, da jeg flyttede til Tyskland, siger han.

For Danmark var hurtigt blevet for småt til det unge talent, som fik muligheden for at spille i en af de bedste klubber overhovedet. En mulighed, han ikke kunne sige nej til.

Så Michael pakkede sine tasker og flyttede ti Düsseldorf. Han begyndte at vinde store kampe, og brugte hverdagene på træning og weekenderne på turneringer. På mange måder var han i gang med at udleve drømmen om at blive den bedste. Men det var også ensomt. Mange aftener blev brugt alene på hotelværelser, hvor han stirrede op i loftet, og han har ikke tal på, hvor mange timer han har brugt i sit eget selskab i lufthavne på vej til en stor turnering.

Derfor var det også vigtigt for ham at holde kontakten til dem derhjemme, mens han rejste verden rundt, og han prioriterede at bruge penge på at ringe hjem, selvom det var dyrt dengang. Det betyder også, at Michaels bedste ven som barn, stadig er det i dag, og at han har et enormt stærkt netværk i København, selvom han har boet store dele af sit liv væk fra byen.

De mange rejser og livet væk fra vante rammer betød også, at Michael modnede tidligt. Han blev god til sprog og lærte at stå på egne ben, men mest af alt lærte han nok at sætte sig mål og kæmpe for dem.

Men sporten tærede også på ham fysisk. I 2012 var han gennem nogle operationer, og derfra begyndte glæden for bordtennis at dale. Der har hele vejen igennem karrieren været op- og nedture, men nu var der pludselig en overvægt af dage, hvor smerterne overskyggede det meste andet, og hvor han skulle kæmpe mod sin krop, når han stillede sig ved bordtennisbordet.

I fire år forsøgte han at komme smerterne til livs og finde gejsten igen. Til sidst indså han, at hvis det skulle være på den måde, var det bedst at stoppe.

– En dag ringede jeg så til min manager og sagde, at nu var det slut, og at de aldrig ville se mig igen.
Dagen efter gik han ud og spiste en stor burger og drak en fadøl til frokost.

– Det var befriende, og på en måde levede jeg den ungdom, jeg ikke havde haft og tog for eksempel på flere ugers ferie med min bror – det har vi aldrig gjort før, siger Michael.

Dagene var pludselig styret af lyst fremfor skema. Han kunne se serier til langt ud på natten og sove længe, hvis han ville. Der var heller ikke noget, der hed diæt eller dårlig samvittighed over at drikke et glas vin til maden.

Men med afskeden kom også en masse plads i kalenderen og et tomrum, der skulle fyldes. Michael overvejede at begynde at læse igen. Fordi han i så tidlig en alder valgte at

forfølge bordtennis, har han kun en 10. klasse bag sig, og han havde et ønske om at bruge hovedet mere. Men inden han nåede at gøre tanker til handling, landede der et tilbud i hans skød, han ikke kunne sige nej til.

– Jeg blev ringet op fra Malaysia, hvor de skulle i gang med et nyt bordtenniskoncept, hvor hold med nogle af de bedste spillere skulle dyste mod hinanden, og de ville have mig til at være holdkaptajn.

Det betød ture til Malaysia henover den danske vinter, og selvom det ville sætte ham tilbage i den arena, han egentlig havde sagt farvel til, tænkte han, at han jo ikke skulle spille selv, og tog derfor imod tilbuddet. Men da han pludselig stod så tæt på bordet, kunne han ikke dy sig for at tage battet i hånden og spille nogle bolde ind i mellem. Og til hans overraskelse kunne han mærke, at det faktisk føltes godt og var sjovt.

Så Michael greb telefonen og ringede til sin tidligere manager og fortalte, at han egentlig måske godt ville spille igen. Så ligeså langsomt genoptog han sin karriere. Men denne gang skulle det være på nogle andre vilkår. Det skulle være sjovt, og der skulle være mere balance i Michaels liv.

–I 2016 blev jeg klar over, at jeg skulle finde andre ting at bruge mit liv på end bordtennis. Og selvom jeg spiller i dag, er jeg bevidst om, at det ikke varer evigt. Det kan være, jeg er nødt til at stoppe i morgen eller om et år, og mens jeg spiller, skal jeg også passe på mig selv. Derfor prioriterer jeg at bruge tid på projekter udenfor hallen, siger han.

Et af de projekter er bistroen. Michaels kammerat og han havde snakket længe om, at der manglede et godt sted i København, hvor man kunne få lækker mad til overkommelige priser, og som også havde noget stil og format. Kammeraten Sune er velbevandret indenfor restaurant-verdenen, og da caféen på Amager, som i dag er deres, kom til salg, slog de til.

– Jeg havde været lidt af en stamgæst på caféen og kan virkelig godt lide Amager – jeg har været utro med bydelen en gang og boet et andet sted, det gør jeg ikke igen – så da ejeren skulle af med den, ringede jeg med det samme og sagde, at vi gerne ville købe den.

Så Michael blev caféejer. En titel, han næppe havde forestillet sig at skulle have, da han som dreng drømte om, hvad han skulle blive, når han blev stor. På den anden side er det ikke så mærkeligt. For selvom det er fuldstændig ukendt land for ham, er han ikke typen, der er bange eller spiller sikkert. Han forklarer, at livet i sportsverdenen har gjort ham risikovillig.

– Der er ingen garantier i sport, og den viden har givet mig mod på at knokle, siger han.

Og det gjorde han i den grad også henover sommeren, inden John & Woo skulle åbne. For al indmad og inventar skulle rives ud af Michaels gamle stamsted og bygges op på ny. Han slæbte selv alle paneler og stod til klokken 02 om natten med pandelampe på og hængte billeder op for at nå det hele.
Det var hårdt, og der var meget at lære, men det var lige netop, hvad Michael søgte. Nye græsgange med nye udfordringer, som han kan slå sine folder på, når kroppen siger fra, og som er med til at holde ham fra hallen.

– Selvom jeg har sagt til mig selv, at jeg skal passe på min krop, kan jeg godt mærke, at det er en svær balancegang, og at jeg bliver fristet til at træne mere, end jeg skal. Derfor er det godt, jeg kan komme herned om eftermiddagen, siger han.

Da Michael trak sig fra sporten, var det efter en periode, hvor han dag for dag var blevet mere og mere træt af at spille, og hvor hans krop var blevet presset til det yderste. Derfor var det heller ikke en hjertevarm afsked. På den anden side var den totale afkobling fra sporten også det, der skulle til, for at han fandt ud af, hvad livet ellers kan byde på, og som faktisk gav ham roen til at kunne spille igen og måske endda deltage i OL senere på året.

Men selv hvis det ikke sker, ser han tilbage på sin karriere med stolthed, og han ved, at han har bistroen at falde tilbage på, drømme, der ikke handler om medaljer, og venner og familie, som er glade for at have ham mere permanent i landet, selvom han nok aldrig kommer til at bruge alle årets dage i Danmark.

–Jeg er glad for at have fået en base, og at jeg har lært at lytte til min krop, men jeg har også krudt i røven og er glad for at tage chancer, så det kommer jeg også til i fremtiden, siger Michael.

Og når jeg kigger rundt i bistroens smukke lokaler og ser glade ansigter, der ivrigt tager endnu en mundfuld, er jeg slet ikke i tvivl om, at hans kampgejst nok skal tage ham langt. Også udenfor banen.

Kort om Michael Maze:

Født september 1981

Tidl. europamester i single (bordtennis)

Siden 2006 én af verdens 20 bedste spillere

I en alder af 22 år var han Danmarks bedste bordtennisspiller nogensinde

Har vundet syv medaljer ved både EM, VM og OL

I 2006 annoncerede Michael Maze, at han stoppede karrieren pga. skader.

I 2018 valgte han dog at genoptage karrieren med henblik på at deltage i OL i 2020.