SØREN ØSTERGAARD

Jeg elsker at få folk til at grine af noget, som ikke er sjovt

Lige fra barnsben har skuespiller, komiker, gøgler og zirkusdirektør Søren Østergaard gjort alt det, han gerne ville. Han har grebet sine drømme og sagt ja til de idéer, der opstod. Dem har der været utrolig mange af i de 50 år, han har optrådt på tv, filmlærredet og de skrå brædder. I dag kan han i en alder af 65 år bryste sig af at være blandt landets sjoveste mænd med uforglemmelige karakterer såsom Målermanden, Baglænsmanden, Bager-Jørgen og Smadre-Manden, der hver og en har taget publikum  med storm i Zirkus Nemo

Hvad sker der, hvis man laver en forestilling uden vittigheder eller faste replikker men med ensomme og sære stakler, der siger og vil en masse, men som intet foretager sig i manegen? Man får et unikt cirkuskoncept, som er en kæmpe succes og ikke kender nogen sammenligning i hele verden. Søren Østergaard har med sit Zirkus Nemo vendt det sjove på hovedet og i 23 år givet sit publikum fest og latterkramper. Mellem guldalderkunst, cirkusplakater og vintage legetøj møder Helse Søren i hans butik ”Kunst og Karruseller” i Store Kongensgade i København til en snak om at være direktør i sit eget liv og gå egne veje.

Man kan roligt sige, at Zirkus Nemo ikke er, som cirkusser er flest. Det er et dekonstrueret cirkus kun for voksne, hvor humor nytænkes, og man ikke kan opleve zebraer, heste eller elefanter i manegen. Til gengæld er der en række skæve og skøre karakterer fremført af Søren. For eksempel er der Baglænsmanden, som kan gå baglæns eller i hvert fald snakke meget om at gå baglæns, inden det går galt. Og Målermanden, der lægger op til, at der skal ske utroligt meget, og så sker der faktisk ikke rigtigt noget andet end et par målinger i luften, inden han går ud. Særlig populær er Bager Jørgen, der danser med wienerbrød, og Smadremanden, som til stor morskab kalder publikum for alverdens grimme ting.

– Jeg har aldrig ladet mig begrænse, og jeg har altid lavet mine egne ting lige siden min første forestilling ”Hvem ringer Frøken Klokke for” i 1983 på Sorte Hest, som til min store overraskelse blev en kæmpesucces. Godt nok udvandrede publikum, men næste dag var jeg på forsiden af samtlige landets aviser med begejstrede anmeldere. Vildt nok i betragtning af, at det kun var mig, en guldfisk, og jeg ikke sagde et ord. Det var mit lille oprør over, at jeg syntes, der var for mange ord i teaterstykker. Det blev mit gennembrud, og jeg synes stadig selv, at det er det bedste, jeg nogensinde har lavet.

Jeg plejer at sige, at det er så dumt, det, jeg laver, at det kræver en vis intelligens at
forstå det sjove i det

Utålelig og røvirriterende

Allerede som barn oplevede Søren, at han var skarp og havde talent for det sjove.

– Jeg må have været utålelig og røvirriterende som barn, for jeg var enormt sjov hele tiden, og familien skulle grine af mig. Jeg syntes selv, at jeg var skæg, og det gjorde min mor, som forgudede mig, også.  Tror, min far og storebror grinede i håb om, at jeg ville stoppe.

Søren kom med i skolekomedien på Sædding Skole i Esbjerg, og senere flyttede familien til Sjælland. Her kom en 12-årig Søren på Ny Holte Skole, hvor han både spillede og så meget teater. Interessen for skuespil var vakt. Grebet af den verden lavede Søren alt andet end at sidde på skolebænken. Sørens far insisterede alligevel på, at Søren skulle i gymnasiet.

Men det ville Søren ikke. Heldigvis fik lærerne overbevist faren om, at det ikke var en god idé med gymnasiet, så det blev besluttet, at Søren skulle aflægge prøve hos skuespilleren Søren Weiss og på den måde afsøge, om der var talent.

– Jeg kan huske, at jeg skulle lære en tekst udenad, og så kom jeg ind med rystende hjerte som kun 15-rig og bankede på Søren Weiss’ dør. Men det må have være gået godt, for han ringede allerede tre dage senere og spurgte, om jeg ville gå til optagelsesprøve på Folketeatret som statist i en forestilling. Sådan blev jeg optaget i teaterverdenen og forlod skolen.

– Som blot 16-årig arbejdede jeg i nogle år som regissørassistent ved siden af statistrollerne og søgte derfra ind på Statens Teaterskole som 18-årig, hvorfra jeg blev færdiguddannet i 1980. Tænk engang, jeg kan som en af de få måske nå at fejre 100-års jubilæum uden at snyde alt for meget, griner Søren skælmsk.

Noget andet, der trak mere

Efterfølgende nåede Søren at optræde som skuespiller i 30 år i et utal af teaterforestillinger, Cirkusrevyen, reklame- og spillefilm, serier, tv-produktioner såsom ”Så hatten passer” og ”Hatten rundt”. I 1993 modtog han Robert- og Bodilprisen for bedste mandlige hovedrolle i Nils Malmros’ film ”Kærlighedens smerte”. Alligevel var der noget andet, der trak mere i ham.

– Jeg har været rigtig glad for at være skuespiller og elsket at være med i revyer og teaterforestillinger, men jeg lavede en aftale med mig selv, dengang jeg var nyuddannet. Jeg havde bidt mærke i, at mange af de ældre skuespillere hver aften sad og brokkede sig over deres arbejde. Derfor tænkte jeg, sådan vil jeg aldrig ende, og jeg lovede mig selv, at jeg vil allerhøjst nå et 30-års jubilæum som skuespiller. Så skulle jeg finde på noget andet.

Jeg kan ikke gå tilbage til skuespilfaget nu, hvor jeg har været selvstændig i så mange år. Jeg er blevet pisseirriterende at arbejde sammen med, fordi jeg hele tiden har idéer om, hvordan forretningen skal køres

Det løfte holdt Søren, og han gik all in på arbejdet med Zirkus Nemo, som han startede op med Anders Lund Madsen i 1999. Det første forsøg som cirkusdirektør havde Søren allerede i 1993 sammen med Flemming Jensen med et cirkusinspireret show, der hed ” Østergaard og Jensens Store Hundeshow”, som blev en stor kunstnerisk succes, men en økonomisk katastrofe. Konceptet Nemo fik medvind fra begyndelsen, også selv om det til at starte med bare var for sjov. Søren legede cirkusdirektør og sad og stemplede billetter i det sorte og røde telt. I dag er det en kæmpe business med mere end 30 ansatte, 14 lastbiler, seks varebiler og en 17,5 meter lang beboelsesvogn, som Søren opholder sig i seks måneder om året, mens forestillingen løber af stablen rundt i hele Danmark.

Ingen vej tilbage

– Jeg kan ikke gå tilbage til skuespilfaget nu, hvor jeg har været selvstændig i så mange år. Jeg er blevet pisseirriterende at arbejde sammen med, fordi jeg hele tiden har idéer om, hvordan forretningen skal køres, og fordi jeg er vant til at stå alene på scenen, derfor ved jeg også bedst, hvordan jeg selv skal køres. Som skuespiller skal man overholde nogle regler, her hersker en disciplin, og du skal være god til at lære udenad og lave rutineforestillinger. Men mit primære håndværk er at være hurtig i hovedet og finde på.

Søren har gjort det til en levevej at improvisere. Fra april til september tager han hver aften inden kl. 19 en dyb indånding, inden han går i manegen, hvor han improviserer alt. Det eneste han ved er, at han ska  gå ind og på et tidspunkt gå ud. Resten finder han på, imens han står over for sit publikum. At finde på, være på slap line og lave benspænd for sig selv er noget af det sjoveste, han ved.

– Suset ved at gå ind uden overhovedet at have øvet er jeg nærmest afhængig af. Jeg ved ikke på forhånd, hvad jeg vil sige, men jeg har en idé om, at mine karakterer skal ind og gøre noget bestemt. Og påklædning, paryk og dialekt er defineret. Hver aften arbejder jeg så på indslaget, og på den måde, når det aldrig at blive kedeligt. Og jeg skal ikke bekymre mig om at huske på, hvad jeg skal sige, for det findes jo ikke. Jeg bilder mig ind, at det er det, der gør, at Nemo lykkes, fordi improvisationen gør det hele meget friskere, levende og nærværende. Når jeg går rundt inden forestillingen og sælger programmer, siger jeg: God fornøjelse, og folk siger: Det er jo op til dig, om det bliver det. Hertil svarer jeg: Nej, det er ikke op til mig, det er op til os! Fordi hvis de er gode, så er jeg også god. Publikum er organismen, der afgør udfaldet.

Søren husker tilbage til starten, hvor Ekstra Bladet gav Zirkus Nemo syv stjerner ud af seks, fordi de sprængte rammerne for, hvor godt et show kan være. Alligevel var der masser af folk, der udvandrede under forestillingen eller i pausen. Zirkus Nemo var ikke for alle. Men det har heller aldrig været meningen. Tværtimod.

Skidesjov eller enorm kikset

– Vi har i den grad delt vandene med Zirkus Nemo, enten elskede publikum os eller også hadede de os. Desværre er der meget få tilbage, der hader Nemo. For jeg mener, det er et succeskriterie, at nogle ikke bryder sig om det, vi laver. Når man har kant, må man kæmpe for at opnå publikums gunst. Hvis alle syntes, det er sjovt, så er det ikke sjovt. Det må aldrig blive ligegyldigt. Det værste, nogen nogensinde kunne sige til mig, er: Det er da meget sjovt. Jeg vil enten være skidesjov eller enorm kikset.

Når Søren skal sammenfatte, hvad der går igen i de finurlige karakterer, er det først og fremmest, at de er taget fra virkeligheden, og at de i bund og grund er nogle ensomme stakler. Bager Jørgen findes et sted derude, men i Sørens idémaskine begynder bageren så at fremsige erotiske digte som en anden Jørgen Leth eller bliver fanget i en kage, han ikke kan komme ud af under en hel sketch. Målermanden opstod efter Søren havde set et tv-program, hvor en mand gik rundt og målte alting. Det var det mest kedelige tv nogensinde.

– Jeg plejer at sige, at det er så dumt, det, jeg laver, at det kræver en vis intelligens at forstå det sjove i det. Jeg elsker at få folk til at grine af noget, som ikke er sjovt. Tag nu for eksempel Smadremanden, som sviner folk til i 10 minutter. Det bliver nok den figur, jeg går i graven med, selvom han ikke har så meget substans. Det havde jeg aldrig kunne forudse.

Søren forudser dog, at han bliver nødt til at trappe sig selv mere og mere ud af forestillingen og på sigt nøjes med kun at være direktør.

– Selvom jeg kun er et par og tyve, griner Søren og fortsætter, så er det fysisk hårdt at hoppe rundt på scenen i timer, og jeg må tage hensyn til den nye hofte. Det handler også om at stoppe, mens legen er god. Jeg drømmer om, at der kommer en og fører showet videre på sin helt egen nytænkende måde, så der også er noget, der hedder Zirkus Nemo om 50 år, selvom jeg kan være bedøvende ligeglad, for der ligger jeg under jorden. Selvom jeg ikke er helt ung længere, tænker jeg stadig ungt, og idéer er der ikke blevet mindre af. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at lave et cirkus helt uden ord. Jeg har også en god idé til en film, jeg godt kunne tænke mig at lave. Det vil sige, idéen til starten og slutningen er på plads. Men det er jo typisk mig. Resten finder jeg på hen ad vejen.