Minestrone er en klassisk vegetarisk suppe, hvor du kan bruge sæsonens grøntsager eller dem, du lige har på køl. Det er en grov suppe med både kartofler, pasta og bønner, og derfor mætter den også godt. Denne variant har et lille spicy tvist, men skal den være børnevenlig, kan du undlade chilien og servere lidt chilisauce ved siden af.
Suppe til 4 personer
2 små løg
2-3 fed hvidløg
½-1 frisk chili
2-3 gulerødder
4 kartofler
7 dl grøntsagsfond eller bouillon
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret basilikum
2 tsk tørret oregano
2 dåser hakkede tomater
150 g fuldkornspasta
1 squash
1 rød peberfrugt eller snackpeber
1 lille bundt palmekål
240 g kogte kidney-bønner eller linser
evt. ekstra sriracha chilisauce
salt og friskkværnet peber
Læs også: Vil du gerne spise mere grønt? Her er en god vejviser.
Hak løgene fint og skær hvidløg og chili i tynde skiver. Skær gulerødder og kartofler i små tern. Kom alle grøntsagerne i en mellemstor gryde. Tilsæt grøntsagsfond, timian, basilikum, oregano, hakkede tomater og pasta og bring det hele i kog.
Lad det simre i nogle minutter og skær imens squash og peberfrugter i tern. Hak også palmekålen groft. Tilsæt squash og peberfrugt til suppen, når den har kogt i ca. 8 minutter, og lad dem koge med i yderligere 5 minutter, til pastaen og kartoflerne er kogt, men stadig har lidt bid. Tilsæt til sidst palmekål samt bønner eller linser.
Smag suppen til med salt og peber samt evt. lidt chilisauce, hvis du vil have en stærk suppe.
Server med lidt ekstra friskkværnet peber på toppen.
Læs også: Inspiration til nem og lækker grøn mad
Titel: Vegansk Grundkøkken
Forfatter: Johanne Mosgaard
Omfang: 266 sider
Vejl. pris: 300 kr.
Udgivelse: 2.april 2020
Forlag: Politikens Forlag.