Stofskiftesygdom: Et utal af symptomer

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Danmarks Apotekerforening

Det kan være svært at vide, om man har en stofskiftesygdom, da symptomerne kan være vidt forskellige og temmelig diffuse. Heldigvis er behandlingen ofte succesfuld, og i nogle tilfælde – ved for højt stofskifte – behøver behandlingsperioden ikke at være lang

Er du træt? Har du på det seneste taget på i vægt? Eller har du nogle gange problemer med hukommelsen? De fleste mennesker kan nok svare ja til nogle af disse spørgsmål. Og i de fleste tilfælde er der heller ikke grund til bekymring. For det er fuldkommen normalt at glemme nøglerne en gang imellem, ligesom det er normalt, at dellen på maven kan vokse sig større hen over sommerferien.

Men faktisk kan ovenstående også være tegn på, at man har ubalance i stofskiftet. Og det er der mange, der har. Op mod hver tiende dansker vil få en stofskiftesygdom på et tidspunkt i livet – og særligt kvinder er ekstra udsatte. Man antager, at hver sjette kvinde udvikler en behandlingskrævende stofskiftesygdom.

Almindelige symptomer

Ved for højt stofskifte

  • træthed
  • hjertebanken og uro i kroppen
  • vægttab
  • hukommelse- og koncentrationsbesvær.

 

Ved for lavt stofskifte:

  • træthed
  • smerter i muskler og led
  • kuldskær
  • hukommelse- og koncentrationsbesvær.

Du kan finde flere symptomer på for højt og for lavt stofskifte på apoteket.dk/stofskifte.

Hvornår skal man reagere på symptomerne?

Listen over symptomer på stofskifteproblemer er lang, og det er ikke ualmindeligt at støde på dem gennem en helt almindelig dagligdag, uden det har noget med stofskiftet at gøre. Men hvis du over længere tid har oplevet maveproblemer, ondt i musklerne, svedeture, nervøsitet, sitren og uro i kroppen, så kan det være en god idé at gå til lægen.

Hvad gør lægen?

Ud fra en blodprøve kan lægen afgøre, om man har problemer med stofskiftet. Her måler man indholdet af TSH – Thyroidea Stimulerende Hormon – og som regel også stofskiftehormonerne T4 og T3. TSH er en meget følsom indikator på, om stofskiftet er i balance eller ej.

Typisk behandles både for lavt og for højt stofskifte med medicin. Behandlingen går ud på at stabilisere niveauet af stofskiftehormoner i kroppen. Det kan godt tage tid at finde frem til den helt rigtige dosis medicin, for vi er alle forskellige, og vores hormonsystem er både komplekst og fintfølende. Ved for lavt stofskifte er behandlingen ofte livslang, og har man for højt stofskifte, er det i mange tilfælde kun nødvendigt at få behandling i en periode.

Kan sygdommen forhindres?

Det er ubalancer i reguleringen af skjoldbruskkirtlens hormoner, der giver enten for lavt eller for højt stofskifte. Ofte skyldes ubalancerne en autoimmun sygdom, hvor kroppens eget immunforsvar påvirker cellerne i skjoldbruskkirtlen.

Lavt stofskifte kan opstå som følgevirkning af en kronisk betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen, mens højt stofskifte kan opstå fordi kroppen danner stoffer, der får skjoldbruskkirtlen til at producere for mange stofskiftehormoner. Det betyder, at du ikke umiddelbart selv kan gøre noget for at undgå at få en stofskiftesygdom. Og måske er du endda arveligt belastet, da der er en forøget risiko for at få en stofskiftesygdom, hvis andre i familien har det.


Appen husker medicinen

Ofte får man medicin i tabletform som behandling af stofskiftesygdom. Og for at behandlingen skal virke, er det vigtigt at huske at tage medicinen. Det hjælper appen ’apoteket’ med, så medicinen ikke bliver glemt i løbet af dagen.