Hvis man får støtte og vejledning i sit rygestop, flerdobler man chancen for at lykkes. Apoteket kan hjælpe, hvis du vil kvitte smøgerne.
De fleste ved udmærket godt, at rygning er skidt for helbredet. 25 pct. af alle dødsfald skyldes rygning, og rygere lever i gennemsnit 8-10 år kortere end ikke-rygere. Rygning kan give kræft, KOL og hjerte-kar-sygdomme, ligesom man også er mere udsat for influenza og andre infektioner, fordi immunforsvaret generelt fungerer dårligere. Så der er mange gode grunde til at stoppe. Alligevel ryger ca. 23 pct. af den voksne befolkning, og tallet er steget over de seneste år.
At stoppe med at ryge er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver vilje og vedholdenhed – og opbakning fra omverdenen. Undersøgelser viser, at chancerne for at lykkes bliver mange gange større, når man får hjælp og støtte undervejs.
Det er vigtigt at involvere sin omgangskreds i et rygestop, så man kan få støtte i sociale situationer, hvor man tidligere ville have røget. Derudover kan mange have glæde af professionel rådgivning i forbindelse med et rygestop, og her kan apoteket hjælpe.
Hvis man vil bruge nikotinerstatning som nikotintyggegummi, -plastre eller-spray, kan apoteket hjælpe med at vælge det rette produkt og eventuelt kombinere flere typer nikotinerstatning. Her kan man også få rådgivning om, hvordan man bruger produkterne – eksempelvis skal nikotintyggegummi tygges på en bestemt måde for at have den bedste effekt. Sidst, men absolut ikke mindst, kan apoteket hjælpe med at lægge en plan for udtrapning af nikotinerstatning, så man undgår at erstatte en afhængighed med en anden.
Apoteket kan også rådgive dig online, enten via den døgnåbne chat eller gennem appen E-kvit. Nogle kommuner har desuden gratis rygestopkurser, som apoteket kan henvise til, eller apoteket kan henvise til Stoplinjen.
Læs mere om, hvordan apoteket kan hjælpe, på www.apoteket.dk/rygestop.