Flere overlever kræft. Gennem årene er der sket positive fremskridt i Danmark takket være bedre kræftdiagnostik og behandling. Forskning leder til nye fremskridt og behandlingsmåder, og pakkeforløb for kræft sikrer hurtigere diagnostik og behandling. Eftersom flere kræftpatienter overlever, er det vigtigt at værne om livskvaliteten under og efter behandling.
Især en sund mund har indflydelse på generelt helbred og velvære, som netop giver bedre livskvalitet.
Behandling af kræft kan kræve kemoterapi og/eller stråling. Kemoterapi kan give tørhed i munden og smagsændringer, så maden kan smage metallisk, men det forsvinder som regel efter behandlingen. Strålebehandling kan ødelægge spytkirtlernes funktion og ligeså give mundtørhed. Derudover tager flere kræftpatienter dagligt medicin. Mere end 1.500 lægemidler kan forårsage mundtørhed. Det er f.eks. medicin mod lungesygdomme (inhalationsmedicin), depression, psykiske lidelser, forhøjet blodtryk samt antibiotika, vanddrivende og stærkt smertestillende.
Mundtørhed øger risikoen for sygdomme i munden og har en skadelig påvirkning af helbredet, som kan forringe ens oplevelse af velvære og dermed livskvalitet. Spyttet i munden har flere gavnlige egenskaber. Det har en smørende effekt, som hjælper til at tale, tygge og synke maden. Spyttet har også en rensende effekt, som beskytter tænder, tandkød og slimhinder mod sygdomme.
En ud af fem voksne lider af mundtørhed.
Blandt ældre og personer, som indtager flere typer medicin dagligt, er det to ud af fem voksne. Følelsen af at være tør i munden starter først, når man producerer halvt så meget spyt som normalt. Derfor er det ikke alle, som får symptomer på mundtørhed, selvom de producerer for lidt spyt.
Symptomerne på mundtørhed kan heldigvis lindres eller afhjælpes. Der findes flere midler på apoteket, som din tandplejer eller tandlæge kan anbefale til dig.
Mundtørhed øger risikoen for huller i tænderne. Derfor kan du i en periode have behov for en tandpasta med et højt indhold af fluorid. Den skal indeholde 5000 ppm (parts per million). Det svarer næsten til fire gange mere fluorid, som en almindelig tandpasta indeholder på 1450 ppm (5). Ved at bruge den dagligt kan du både forebygge, standse og genopbygge begyndende huller i tænderne. Tandpastaen er et lægemiddel og kræver derfor recept. Denne kan ordineres gennem din tandplejer eller af din tandlæge samt læge.
Du kan selv finde mere info og rådgivning hos din tandklinik og på tænderne.dk.