Synspunkt: Den store og lille verden – når krigene raser

Tekst: Lone Carmel. Holdningerne inden for sundhed er mangfoldige, og ikke alt kan bevises i store undersøgelser. Derfor har helse inviteret stærke personligheder til at komme med deres bud på sundhed og trivsel i 2024. I april er det familie- terapeut og forfatter Lone Carmel, der står bag relazion.dk

Verden er under stadig forandring. Der er opstået krige, som er tættere på, end vi har oplevet længe. Voldsomme billeder bliver pludselig mere nærværende. For mange kan det skabe utryghed og for nogle ligefrem frygt.

Som forældre har vi ansvar for at skabe tryghed i den ”lille verden”. Samtidig med børn har visse rettigheder i at vide, hvordan verden hænger sammen. Det kan være som et tveægget sværd. For vi må og skal forholde os til den store verden. På den anden side, har vi også brug for at beskytte os selv mod frygt og kan blive næsten ”resiliente” mod krigshistorier og kan have brug for at fjerne os fra dem. 

Det har en betydning, hvordan du selv påvirkes af krigene. Nogen lukker øjnene og kan ikke tage det alvorligt, andre bliver meget følelsesmæssigt involveret og vil handle. Mens helt andre igen har brug for mere viden. Sådan er vi så forskellige.

Hav fokus på, hvordan du taler om ­­krigene, når dine børn er til stede. Mange danske børn, har ikke sproget for krig. Derfor kan det virke ekstra voldsomt. ­Flere familier er en del af krigen på den ene eller anden måde, og dette skal vi
vise respekt for.

Trygheden i familien hænger sammen med om børn frit kan fortælle, hvordan de har det. For det kan komme på alle tider, at børnene bliver bange, føler tristhed eller ligefrem oplever angst for det voldsomme, alle krige indeholder. Tal med børnene og sortér alt efter alder i dine svar. Fantasi kan være værre end virkeligheden.

Lyt og brug tid på de nuancer, krigene også medfører. Det er ikke altid, man kan svare børn. Eller sørge for, at det svære går væk, men gør det, du kan. Spørg dem også en gang imellem om, hvordan de har det. Børns følelser og tanker bør altid anerkendes og høres. Undgå at tale for meget inden sengetid.   

Børnene spejler sig meget ofte i vores følelsesmæssige udtryk. Nyheder og aspekter af krigene kommer ind på deres skærme på mange måder. Derfor er det yderst vigtigt, at du følger med i, hvad de ser og dermed kan tale med dem om, hvad de ser. Mindre børn kan have svært ved at skelne mellem fakta og historier. Lad dem tegne eller fortælle nogle af de ting, de har set og hørt. De helt små børn behøver ikke blive involveret i noget omkring krigene. 

Fortæl børn, at de og du selv kan ­bidrage med hjælp. Donationer til nødhjælp eller støtte til familier og ofrene i krigene. Med de større børn kan du tale om kildernes ægthed samt om, hvordan landene indbyrdes arbejder henimod fred. Vis taknemmelig for den fred, vi oplever herhjemme. Den store verden og den lille verden hænger sammen
– også i krigs- og fredstider.