Tab og sorg hører med til et meningsfuldt liv

Hvordan mister man dem, man elsker, uden at miste sig selv? Hvordan håndterer vi bedst sygdom og død?

Forfatter, journalist og tidligere TV-vært ved Danmarks Radio, Eva Jørgensen, har oplevet at miste sin mand Steffen Hegelund Knudsen for 17 år siden, og sidste år mistede hun pludselig sin 84-årige mor. Tab og sorg er livsvilkår, der efter hendes erfaring gør, at man bliver stærk som aldrig før og klogere på sig selv. Gennem sorgen toner de ægte værdier i livet tindrende klart frem, og der er lys for enden af tunnelen, for det passer, at tiden læger alle sår

I foråret 2005 er alt lutter lykke, da gravide Eva Jørgensen gifter sig med sin kæreste og kollega Steffen Hegelund Knudsen. Stormende forelsket siger de ja til hinanden, til medgang og modgang og til døden dem skiller uden at vide, at det netop er det, den gør et år senere. Halvanden måned efter brylluppet får Steffen diagnosen ALS, Amyotrofisk Lateral Sklerose, en brutal og uhelbredelig sygdom, hvor kroppen gradvist bliver lam. Steffen får oveni dødsdommen lidelsen Frontaltemporal Demens, hvilket medfører, at han desuden ændrer personlighed og mister realitetssansen samt evnen til at føle empati. Ti måneder efter deres søns fødsel, dør Steffen og efterlader Eva med et større sorgarbejde.

Eva har sidenhen beskæftiget sig professionelt med sorg ved at holde stribevis af foredrag og skrive bøger såsom “Vi ses i morgen”, “Sorrig og glæde” og “Kære pårørende”. Heri beskriver hun hudløst ærligt, hvordan det er at være pårørende til en dødssyg mand, stå midt i sorgen og efter begravelsen komme videre med livet igen.

Læs også: Vi betragter døden som en sygdom, der kan behandles

Ekspert i at mestre egen sorg bliver man nu aldrig, mener Eva, og da døden helt uventet tager hendes mor sidste år, banker en stor, sønderlemmende sorg atter på Evas dør. En anderledes sorg, hvor hun som den ældste i sin søskendeflok nu står yderst i rækken. Helse møder Eva i hendes hyggelige køkkenalrum i huset på Frederiksberg, hvor hun bor med sin kat og 17-årige søn til en snak om sorgens forskellige stadier, hvor man kan finde trøst samt lyset på den anden side af sorgens afgrund.

– Det er en ny oplevelse hver gang, man mister. Man kan ikke blive dygtig til det, men måske mere erfaren til at kapere og tackle tabet

– Det hjælper at være i stand til at se, hvad det er, man befinder sig midt i og samtidig vide, hvad der kommer. Jeg har mødt mennesker, der forsøger at komme videre ved at lægge låg på smerten og savnet, men det skal man passe på med, for jeg tror ikke på nogen nemme veje ud af sorgen. Sorgen er som en sti, man må begive sig ud på. I starten er det en lille, nærmest ufremkommelig tornet sti, hvor man kæmper for at komme videre. I starten oplever man, at man næsten ikke har kræfter nok til at gå fremad. Tornekrattet omslutter dig fuldstændig allevegne og omgiver dig alle timer i døgnet. Men med tiden bliver stien lidt bredere, og til sidst ender man på et fortov, hvor man godt kan gå uden alt for mange anstrengelser.

For Evas vedkommende var sorgen størst, den dag hun sad foran lægen på Rigshospitalet og fik at vide, at Steffen var alvorlig syg og skulle dø, og ikke som nogen måske ville tro, da han gik bort.

– Fordi Steffen var så syg og havde så mange lidelser, kom døden nærmest som en lettelse. Det værste var, da Steffen fik dødsdommen, for i det øjeblik forsvandt den Steffen, jeg kendte og elskede. I stedet for sad der en mand, som lignede Steffen og snakkede ligesom Steffen, men han var en dødsmærket mand. Det er næsten umuligt at forklare, hvad der skete i ham, men han fik et knæk, som han ikke kom sig over. Pludselig så han alting i livet gennem den linse, der hed: Jeg skal dø snart, så hvad betyder det her? Kan alt ikke bare være lige meget nu? Det kunne jeg ikke bebrejde ham, men det var en byrde, en byrde, der voksede jo dårligere, han blev. Jeg har hørt fra andre pårørende på mine foredragsturneer rundt i landet, at de har oplevet det tilsvarende.

Noget af det vanskeligste som pårørende til en alvorlig syg er at få plads til sin egen sorg og fortvivlelse. Eva sørgede over, at hendes døende mand ikke længere var den samme mand, som hun faldt for, og oveni den sorg sørgede hun over, at hun ikke kunne dele sine inderste tanker og følelser med sin mand.

– Hvor går man hen med sin sorg, når man skal være stærk for den syge? I et almindeligt forhold skiftes man til at være den stærke og svage. Men jo mere syg Steffen blev, jo mindre kunne jeg tillade mig at være svag

Det var tabu for mig. Den dag i dag ved jeg ikke, om jeg skulle have sagt det, eller om han ville kunne have rummet det. Det tror jeg ikke, at han ville have kunnet. På den måde røg der nogle flige af vores fortrolighed. At miste fortroligheden er barskt. Det oplever især de mange mennesker, der er pårørende til en med demens. I dag findes der heldigvis støttegrupper og foreninger for pårørende. Det var der ikke rigtig dengang, jeg sørgede. Jeg brugte mine forældre som pårørende-forening. Jeg havde også fornuftige, pragmatiske veninder. Hold da op, hvor jeg trak på dem.

Det var sygdommen, ikke Steffen, Eva tog pause fra, når hun insisterede på at gøre ting, som ikke havde med ham at gøre. Jyllandsturene hjem til forældrene blev livsnødvendige åndehuller. Her stod Evas mor og far med åbne arme og tog imod det lille barn og passede det, så Eva kunne sove, gå ture og få den plads, hun ellers savnede til at sørge.

Gør noget godt for dig selv

– Det er mit allerbedste råd til dem, der har mistet eller står med en dødssyg pårørende: gør noget godt for dig selv. Det kan være en lillebitte ting, at man giver sig selv lov til at købe en lidt dyr ost, som man godt kan lide. Eller det kan være at tage ud at vinterbade, og hvis man ikke er til det, så tag i svømmehallen, for det gør altid indtryk på en at være i vand. Og er man slet ikke til vand, jamen så løb eller gå en tur. Det kan være en tur på et kvarter eller tre timer, bare du har følelsen af, at her gjorde jeg noget godt for mig selv. Dybest set handler det om at tanke sig selv op. Når man er helt mast af sorg, så har man ikke overskud til at tanke meget op, men så gør det lidt. Lidt har nemlig også ret.

Eva slår fast, at hvor længe og hvordan man sørger er individuelt. Hun husker en velmenende kollega, der spurgte blot tre uger efter Steffens død, om hun var kommet sig over sorgen.

– Jeg måtte sige det, som det var: Nej, sorgen brøler inde i mig! Jeg er ikke kommet mig over noget som helst. Nogle bærer sorg i to år, inden de begynder at blive sig selv igen. Jeg kalder det at blive sig selv igen, for man er ved siden af sig selv, når man bærer sorg. Der findes ingen rettesnor for, hvor længe man sørger

For Eva handler det i det hele taget ikke så meget om at komme sig over sorg, som det handler om, at sorgen ændrer karakter. Hun forklarer, at hun oplever, sorgen har tre ansigter.

– Der er den unge sorg, hvor man står lige midt i en altomsluttende sorg, der ligger tungt på ens skuldre 24/7. Efter et stykke tid går sorgen over i et savn, et savn efter den, der er forsvundet, den man har mistet. Det har jeg i øjeblikket med min mor. Jeg savner at snakke med hende. Heldigvis ved jeg fra tabet af Steffen, at savnet efter et stykke tid vil gå over i minder. Det kan være en hjælp at vide, når man står midt i sorgen eller savnet, at det vil fortage sig. Du kan ikke vide hvornår, men du kan have den vished og trøst, at tiden læger alle sår.

Eva oplevede en uvurderlig støtte hos sin præst midt i sorgen over tabet af Steffen. Med ham kunne hun dele sin sjælesorg og opleve et bolværk mod fortvivlelsen.

– Sorg er ikke en sygdom, men en naturlig reaktion, når vi mister noget betydningsfuldt. En pinefuld, men uundgåelig del af livet

– Sorg er et livsvilkår, som er med til at give livet mening. Det gav god mening  for mig at gå til min præst med min sorg, for hvis der er noget præster er gode til, er det livsvilkår, sjælesorg og glæde. Og tænk engang, det kræver kun, at du er medlem af Folkekirken, men ellers er det ligetil. Du kontakter din præst og møder bare op.

Eva påpeger, at når vi tager os tiden til at gennemleve sorgprocessen, opstår der samtidig en unik mulighed for at opnå større selvindsigt og blive mere bevidst om, hvad der er vigtigt i livet. Sorgen skaber tanker, følelser og eksistentielle overvejelser, som får en til at komme på plads inden i sig selv på en ny og bedre måde. Tre år efter Steffens død sagde Eva jobbet som studievært på programmet Deadline hos Danmarks Radio op. I stedet gik hun selvstændig. Selvom hun elskede sit job, ville hun have mere tid sammen med sin søn, sin familie og venner.

– Jeg tror, der er en større mening med, at vi også skal miste og sørge. Vi kan lære meget om os selv i processen. Ting, du ikke kan lære, når alting bare kører som smurt derudaf. Du lærer, hvor meget du egentlig kan holde til, og du lærer i høj grad, hvad der betyder noget for dig. Jeg lærte, at relationer er det mest dyrebare, jeg har. Selvfølgelig er det vigtigt at tjene nogle penge, så man kan bo i sit hjem og forsørge sig selv, det underkender jeg ikke. Men mine relationer betyder mest. På den måde sætter sorg gang i et indre værdiskred.

–  Du bliver bevidst om hvilke værdier, der tæller, og på den måde bliver du bedre til at leve dit liv. For når du er mere bevidst om, hvad der betyder noget for dig, så kan du bedre forfølge det og dermed opnå ægte glæde

Efter 17 år er sorgen over at miste sin ægtefælle mest af alt blevet til minder. Det kan være en særlig melodi eller Elias’ temperament og fremtoning, der glædeligt minder hende om Steffen.

– Jeg tror meget på, at så længe der er folk, der husker en, så er man ikke død. De døde lever videre i deres nærmestes minder og fortællinger. Minder kan være meget lyse og sætte en i godt humør. Jeg deler meget ud af minder til min søn fra dengang, Steffen var rask. Ligesom at mine to brødre og jeg er begyndt at dele minder om vores forældre.

I forhold til at have mistet sin mor er Eva kommet gennem sorgens mest smertefulde tjørnekrat.

– Jeg er i den fase, hvor savnet er kolossalt, men nu er der dage, hvor jeg ikke tænker på hende. Det ser jeg som tegn på, at rifterne fra tjørnestien er begyndt at hele. De sidste af min mors ting står i en flyttekasse. Jeg magter ikke at åbne den endnu. Elias har foreslået, at vi åbner den sammen. Men den må lige blive stående lidt endnu. Den løber ingen vegne.

Læs også: Har du mistet…