Diabetes er en sygdom, der som følge af nedsat immunforsvar øger modtageligheden for sygdomme i mundhulen. Der er med andre ord større risiko for at udvikle tandkødsbetændelse, parodontitis (paradentose), mundtørhed, caries (huller i tænderne) og mundsvamp, hvis man har diabetes.
Som diabetiker er det vigtigt at spise en sund og varieret kost, og derfor er det også vigtigt, at man har stærke og sunde tænder, der kan tygge i hårde fødeemner; f.eks. kerner, kød og grøntsager. Desværre ses der oftere tandtab grundet tandsygdomme hos mennesker med diabetes, hvilket ofte skyldes manglende fokus på mundpleje og forebyggelse af tandsygdomme hos diabetikere.
Læs også: Medicin, mad og målinger stresser folk med diabetes
Undersøgelser peger på, at behandling af parodontitis (paradentose), som er en kendt følgesygdom til diabetes 1 og 2, kan reducere (forbedre) langtidsblodsukkeret HbA1c. Det betyder, at en velbehandlet parodontitis kan være med til at styre blodsukkeret i positiv retning. Af samme grund er det derfor vigtigt at gå regelmæssigt til tandplejer for at få undersøgt mund og tænder. Tandplejeren foretager tandrensning, som gør det nemmere for dig at holde dine tænder rene i hverdagen. Hos tandplejeren modtager du også vejledning og støtte i forhold til din daglige hjemmetandpleje, samt evt. fluoridbehandlinger, hvis der ses øget cariesforekomst og mundtørhed.
Ved parodontitis renser tandplejeren også nede i ”tandkødslommerne”, det man kalder tandrodsrens. Dette er vigtigt, da man ikke selv har mulighed for at fjerne bakteriebelægninger og tandsten dybt nede i ”tandkødslommerne”.
Symptomer ved parodontitis og tandkødsbetændelse kan være blødning og ømhed, men ofte mærker man ikke noget, før sygdommen er fremskreden.
Da det er vigtigt at holde belægningerne af bakterier nede med grundig tandbørstning, vil tandplejeren give dig grundig vejledning i hjemmetandpleje.
Læs også: Pas på med insulinen
Det anbefales at børste to gange dagligt med en blød tandbørste eller en el-tandbørste. En grundig tandbørstning varer ca. mellem 3-4 minutter. Brug en fluoridtandpasta. Fluorid beskytter mod huller i tænderne. Brug dagligt tandtråd eller en mellemrumsbørste til at børste tandmellemrummene med. Mellemrumsbørster fås i forskellige størrelser, der passer til de forskellige tandmellemrum. Det er ikke kun madrester, men også bakteriebelægninger, man skal fjerne. Derfor skal man bevæge tandtråden eller mellemrumsbørsten 10-20 gange i hvert tandmellemrum.
Hvis man har protese, skal den børstes 2 gange dagligt. Tag evt. proteser ud om natten, så slimhinderne aflastes. Hver opmærksom på at røde slimhinder kan være tegn på svampeinfektion.
Tørre slimhinder grundet mundtørhed kan afhjælpes ved at skylle ofte med vand og tygge tyggegummi, som kan øge spytmængden. Sugetabletter, geler og spray til lindring mundtørhed kan købes på apoteket i håndkøb. Få flere gode råd til lindring af mundtørhed på www.tænderne.dk og af din tandplejer.
Når man har diabetes, bliver man på tandklinikken kategoriseret i rødt farvespor. Det giver mulighed for at få tilskud fra sygesikringen til regelmæssige undersøgelser og tandrensninger. Diabetikere anbefales ofte at gå til tandplejeren hver 3 måned.
Gode tandplejevaner, rygestop, medicin, motion og sund kost er medvirkende byggesten i diabetesbehandling.
På www.tænderne.dk kan du hente folderen: ”Sunde tænder og mund ved diabetes”. Folderen er udarbejdet af Danske Tandplejere i samarbejde med Fagligt selskab for Diabetessygeplejersker og Diabetesforeningen.