Nikotinposer, som ofte kaldes snus, er blevet et hit blandt danske unge. Siden starten af 2020 er antallet af unge, der bruger røgfri nikotin, steget med hele 25 procent. Mere end hver tiende dansker mellem 15 og 29 år bruger røgfri nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist, og næsten 40 procent siger, de har prøvet det mindst én gang.
Det viser en undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet for Sundhedsstyrelsen.
Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist ser med alvor på udviklingen:
– De nye tal er meget bekymrende. De unge, der bruger nikotinposer, risikerer alvorlige skader i mundhulen, der kan være uoprettelige, forklarer Susanne Kleist.
– Poserne irriterer mundslimhinden og kan få tandkødet til at trække sig tilbage. Og tandkød, der først har trukket sig tilbage, så tænderne er blevet længere, kommer ikke tilbage, selvom man stopper, fortæller Susanne Kleist.
Tandlægerne har de senere år set flere i tandlægestolen med skader i tænder og mund på grund af nikotinposer, fortæller Susanne Kleist.
I 2017 gennemførte Tandlægeforeningen en rundspørge blandt over 500 tandlæger, som viste, at fire ud af 10 tandlæger har patienter med skader i mundhulen, der er relateret til brugen af poserne. Slimhindeforandringer og tandkød, der trækker sig tilbage, er de skader, som flest tandlæger ser. Dertil kommer, at en tredjedel af tandlægerne også ser patienter med misfarvninger på tænderne.
– Nikotinen i poserne er stærkt afhængighedsskabende, og det kommer måske bag på nogle unge. Jeg havde for nylig en ung mand i tandlægestolen, som var stoppet med snus, fordi han oplevede, at det styrede ham, siger Susanne Kleist.
Hun anbefaler, at man minimerer forbruget og ikke placerer posen med snus det samme sted i munden hver gang, hvis man ikke kan stoppe fuldstændigt.
Kilde: Tandlægeforeningen