Aldringsforsker: “Man risikerer at dø af kedsomhed”

I takt med at vi bliver ældre, begynder vores biologi på nogle områder at arbejde imod os. Men alder må ikke blive brugt som en sovepude. For ved at holde fast i nysgerrigheden og udfordre hjernen, kan vi faktisk holde os sunde og friske, til vi bliver 100 år.

”Når jeg bliver gammel, så vil jeg sidde på en bar. Der hvor havet slår ind over molen, og dele rødvin med memoirer med de andre gamle i solen.”

Sådan synger Peter AG om sin alderdom. En alderdom, hvor han vil ud og møde mennesker og tale om det liv, de har levet. En alderdom, hvor han er opsøgende, åben og nysgerrig. En alderdom med værdi og oplevelser. Det er nok det, mange drømmer om. Efter at have slidt og slæbt på arbejdsmarkedet i mange år, bliver der endelig tid til alle de eventyr og møder, som måske er blevet forsømt. Men hvis drømmen skal blive til mere end bare en forestilling, kræver det, at man både mentalt og fysisk har overskuddet, evnerne og tilstedeværelsen til at udleve dem.

Læs også: Hospitalsdirektøren der valgte at blive kassedame i Irma

Her kommer hjernen i høj grad i spil. For hjernen er vores styresystem, og hvis det ikke fungerer optimalt, så bliver alt fra at føre en samtale på en bar til at cykle eller gå en tur en udfordring. Og desværre har der været en tendens til, at mennesker, i takt med at de bliver ældre, enten bevidst eller ubevidst sætter deres styresystem på pause.

Henning Kirk er aldringsforsker, seniorkonsulent og forfatter til flere bøger om sund aldring. Det nyeste skud på stammen er bogen ”Godt nyt om gamle hjerner”, som udkom tidligere i år. Heri beskriver Kirk, hvordan en del mennesker bruger deres alder som en undskyldning for, hvorfor de stopper med at gøre ting, der ellers har været helt normale for dem. Det kan eksempelvis være at cykle.

Kirks egen far indstillede sin cykelkarriere som 52-årig, og det fik både konsekvenser for hans fysiske sundhed og mentale overskud. Præcist hvad der gjorde, at han tog den beslutning, og at andre som ham gør det samme, kan være svært at svare på. En forklaring kan være, at der er nogle uskrevne regler i samfundet for, hvad der er passende for mennesker af en vis alder. En anden kan være frygt.

Uanset årsagen understreger Kirk dog, at det er en rigtig dårlig idé at lægge sine færdigheder på hylden og stoppe med at få nye. Hjernen skal bruges og udfordres, hvis den skal holde sig skarp. Og den skal holde sig skarp, hvis vi vil have den skønne alderdom, som Peter AG synger om.

Læs også: Kurt Ravn: Jeg bliver ved, så længe jeg kan

Gammel hund kan godt lære nye tricks

Mennesker i denne moderne tidsalder lever længere, end man gjorde for bare nogle generationer siden. Gennemsnitsalderen var i 2018 79 år for mænd og 82,9 år for kvinder, viser tal fra Danmarks Statistik. Og ser man på gruppen af mennesker, som lever til at kunne fejre deres 100-års fødselsdag, er den mere end fordoblet på bare 20 år. Så ja, vi lever længere. Og det er jo skønt. Men som nævnt er den stigende alder ikke helt uden komplikationer.

For risikoen for en række sygdomme stiger, når vi bliver ældre. Dertil kommer også, at et levet liv kan sætte sine spor på kroppen i form af slid og smerter. Det er altså ikke bare lige til at blive gammel. Når det er sagt, så er der også nogle myter om den ældre krop, som skal manes til jorden.

I starten af 1800-tallet begyndte af østrigsk patolog ved navn Seidel af dissekere menneskehjerner fra både yngre og ældre mennesker. Her kunne han se, at den unge hjerne var størst. Den viden ledte til en antagelse om, at hjernen nedbryder sig selv med årene, og at det derfor er naturligt, at mennesker bliver senile. Den forestilling har trukket spor langt ind i det 20. århundrede og er først begyndt at blive afvist i nyere forskning. For jo, Seidel havde ret i, at hjernen bliver mindre. Hvad han dog ikke tog med i sine betragtninger, er det, vi ved i dag om, hvad der kan ske indeni den mindre hjerne.

Når vi lærer nye ting, danner hjernen neuroner. Evnen til at gøre det, falder med alderen, og derfor bliver hjernens volumen mindre. Men mellem neuronerne er der forbindelser og netværk, som bygger på alt det, vi har lært og holdt vedlige gennem livet. Og det netværk, er der intet til hindrer for, at man kan udvide, effektivisere og gøre stærkere, selvom produktionen af nye neuroner falder. Sagt på en anden måde, så kan en gammel hund sagtens lære nye tricks.

– Den ældre hjerne har mange flere erfaringer at trække på end den unge. Derfor er der også nogle ting, som ældre vil kunne lære langt hurtigere, hvis de kan bruge den allerede eksisterende viden og bygge ovenpå, forklarer Kirk.

Der er altså ingen grund til at tro, at ens hjerne er uimodtagelig for nye input, selvom det er nemmere som ung at indlære sig nye færdigheder, fordi der er så meget uudnyttet plads i hjernen. Men det kan være fristende bare at læne sig tilbage og tænke, at man jo egentlig kan, hvad man har brug for og ved, hvad man skal vide. Men der er flere gode grunde til at lægge den tankegang langt væk.

Læs også: Lisbet Dahl – skru op for høreapparatet og ned for fordomme om høretab

Pas på magelighedsfælden

– Man risikerer i sidste ende at dø af kedsomhed, siger Kirk.

Med det mener han, at hvis man ikke holder sine kompetencer ved lige, men læner sig tilbage i sofaens magelighed, som det er så nemt at gøre, mister man både evner og livsindhold. Det vil blive sværere at huske, sværere at gå, sværere at føre samtaler, sværere at slå græsset, bruge sin høvlebænk, spille et spil eller hvad man nu ellers godt kan lide. Hjernen er nemlig indrettet til at være økonomisk med sine ressourcer. Det betyder, at hvis der er viden eller færdigheder, som ikke bliver brugt, vil de blive smidt i den mentale papirkurv.

Og netop mageligheden ser Kirk, som den største trussel mod en god alderdom med en frisk hjerne. For modsat stenaldermennesket, som ville dø af sult, hvis ikke de selv gik ud og fandt mad, varme og beskyttelse, kan vi i dag få alting bragt. Vi kan få leveret færdigretter og dagligvarer lige til døren, og derfor er det også nemt at falde i den fælde.

Han opfordrer derimod alle til at gøre det modsatte. Rejse sig fra sofaen. Lære nye ting. Indgå i sociale sammenhænge. Tage på eventyr. Være åben for verden. Kort sagt: Hold fast i barndommens nysgerrighed.

Når han siger det, bygger det ikke bare på en fornemmelse. Studier og undersøgelser viser nemlig, hvordan det at stimulere hjernen på forskellige måder, faktisk understøtter mulighederne for at have en aktiv alderdom.

Et eksempel på det er i forhold til demens. Her kan man nemlig se, at der siden 2004 har været et fald i demenstilfælde på to procent om året.

– Det videnskabelige tidsskrift The Lancet har undersøgt, hvorfor det er sådan, og her viser det sig, at det hænger sammen med øget fysisk aktivitet, sundere vaner, længere uddannelser og mere voksenundervisning, forklarer Kirk.

At bruge hjernen holder altså demens fra døren. En anden ting, man har konstateret er, at det at være tosproget eller at spille et instrument er positivt. Et canadisk studie viser, at dem, der er vant til at skifte mellem engelsk og fransk, faktisk klarer sig bedre end dem, der kun taler det ene sprog, også selvom de har samme uddannelsesniveau. Studiet viser også, at dem, der jonglerer med sprogene, udvikler demens fire – fem år senere. Så vil man gøre noget godt for sig selv, er det en god idé at gå i gang med at lære et sprog eller i hvert fald holde sine sprogkundskaber ved lige.

Et andet interessant fund drejer sig om jonglører.

– Det viser sig, at jonglører har en skarpere hjerne, fordi de har en bedre arbejdshukommelse, som er den, man bruger, når man i overført betydning taler om at have flere bolde i luften, siger Kirk.

Al hjernetræning er godt, men der er dog et sidste område, som er værd at fremhæve. Musikken. For at spille musik har en lang række positive konsekvenser. Blandt andet kan man se, at mennesker, der spiller musik, har nemmere ved at filtrere baggrundsstøj fra. Det betyder, at de i højere grad kan stille skarpt på en samtale med et menneske, når de sidder i store forsamlinger. Man kan også se, at lillehjernen, som er den del af hjernen, der står for alle vores ubevidste handlinger, er større hos udøvende musikere. Og det er egentlig naturligt, for når man eksempelvis spiller klaver, siger man jo, at det sidder i fingrene – man tænker altså ikke over hver tangent, man trykker på.

Så tal, spil og jongler.

Lev efter Pippi Langstrømpes ord

Det er aldrig for sent at lære noget nyt. Men virker det alligevel uoverskueligt at skulle begynde at spille guitar, hvis man aldrig har rørt et instrument eller lære italiensk, hvis man altid har haft svært ved sprog, er der også mange andre ting, man kan gøre. Grundlæggende handler det bare om at udfordre sig selv. Det kan også være gennem litteratur, sport, IT, mødet med nye mennesker eller en tur på museum. Alt, der hiver en lidt ud af de vante rammer og mønstre.

Nye græsgange kan virke farlige, men man må ikke undervurdere sig selv, og for Kirk er det også vigtigt at understrege, at man som ældre har nogle kompetencer, man ikke havde som ung. Det er egentlig ikke så overraskende, men som han forklarer, tænker mange måske ikke over det og over den ressource, de faktisk er, hvis de formår at sætte kompetencerne i spil.

Som ældre er man eksempelvis bedre til at se mønstre og sammenhænge, fordi man har et arsenal af viden og erfaringer, man kan knytte nye inputs til. Han fortæller, at han kan huske, hvordan han som ung læge brugte en del tid på at diagnosticere patienter.

– Jeg så jo mange ting for første gang, så det tog tid for mig at spore mig ind på, hvad en patient fejlede, mens overlægen, som havde set et hav af mennesker, stod i baggrunden og smilede, fordi han lynhurtigt kunne sætte detaljerne sammen i en større helhed, siger han.

Man har også en større historisk forståelse for sig selv og verden. Det betyder, at man, hvis man husker sin historie, kan trække på erfaringer fra eget liv i mødet med andre, og dermed være bedre til at kommunikere med dem, fordi man forstår, hvor de er i livet.

Det er populært at sige, at man skal holde sig ung, men på et tidspunkt skal man også videre i livet. Der er dog enkelte dele af ungdommens sind, som man bør klynge sig til livet igennem, og det er nysgerrigheden og den Pippi Langstrømpske tro på, at man godt kan.

Man kan godt sidde på en bar og føre samtaler med gamle venner og nye bekendtskaber. Man kan drømme og tage på eventyr. Man kan lære nyt og udvide sine horisonter. Man kan, hvad man vil, også når man bliver gammel.