Tre generationer med osteoporose

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Scanpix/Iris

Alice Berglunds mor havde osteoporose.  Hun fik selv diagnosen, da hun var i 50erne. Og hendes datter får formenlig også sygdommen.

Ca. 550.000 danskere har osteoporose, eller knogleskørhed, men mange ved det bare ikke. Det gjorde Alice Berglund heller ikke, da hun blev scannet for sygdommen, der er arvelig, og typisk rammer kvinder efter overgangsalderen. Og netop de kendsgerninger gjorde, at hun ønskede at blive scannet, da hun var midt i 50erne.

– Min mor faldt sammen i ryggen og havde efter alt at dømme sygdommen. Da jeg havde passeret de 50 år, ville jeg derfor scannes, selvom jeg ingen symptomer havde overhovedet, fortæller Alice Berglund, der i dag er 76 år gammel.

Hun fortæller, at hun som tidligere hjemkundskabslærer altid har haft en sund livsstil, så derfor var der ikke de store livsstilsændringer for hende, da hun fik diagnosen. Ekstra indtag af calcium og D vitamin og senere diverse medicinske præparater har været Alice Berglunds midler til at holde sygdommen i skak. I sit forløb med sygdommen, der afkalker knoglerne, har Alice Berglund haft et brud på håndleddet og også et sammenfald i ryggen. I mange år havde hun ingen bivirkninger haft af medicinen, men de er begyndt at komme nu i form af mavesmerter. For et stykke tid siden var de så voldsomme, at hun blev indlagt efter at være besvimet. Hun har fået at vide, at maveproblemerne nok skyldes en irritabel tyktarm, men Alice Berglund har selv fundet ud af, at den medicin, hun tager, måske kan give betændelse i tarmen. Derfor vil hun nu til lægen for at komme videre med sin mistanke, som bekymrer hende. Og det er ikke bare sig selv, hun tænker på. Hendes 50-årige datter har nemlig fået konstateret forstadier til osteoporose. Og selv om hun ikke har fået sygdommen endnu, så er hun bekymret over sin mors bivirkninger af medicinen.

– Hun kender jo mine gener af medicinen, så jeg kan godt forstå, hvis hun er afskrækket af dem, siger Alice Berglund, der selv råder alle osteoporose patienter på medicin til at få deres læge til at give dem ordentlige og grundige forklaringer på mulige bivirkninger. Og så råder hun alle over 50 til at få en knoglescanning.

Osteoporose koster årligt det danske samfund over 11 mia. kr.

 


Osteoporose kan forebygges og behandles

For at forebygge, at du får osteoporose skal du leve knoglesundt – dvs. spise varieret og grønt og dyrke motion.

Du skal undgå rygning og være varsom med alkohol.

Sørg for at få nok calcium i kombination med vitamin D.

Hvis du har osteoporose, så få en grundig snak med din læge om medicin. Hvis du får bivirkninger kan et skift til et andet præparat formentlig hjælpe dig.

Få mere rådgivning på www.osteoporose-f.dk


Tidlig indsats vigtig

I Nordjylland har regionen, kommuner og læger indgået en aftale, der skal finde patienter med knogleskørhed tidligere og undgå, at sygdommen udvikler sig til brækkede knogler og indlæggelse på sygehuset.

Kilde: DR