Tre typer medicin samtidig kan give nyresvigt

Af: Danmarks Apotekerforening

Foto: Shutterstock

Medicin mod for højt blodtryk, vanddrivende medicin og smertestillende piller såsom acetylsalicylsyre og ibuprofen er en ret almindelig, men også en ret farlig cocktail

Blodtryksmedicin (af typen ACE-hæmmere eller angiotensin-II-receptorblokkere), vanddrivende medicin og smertestillende piller som acetylsalicylsyre og ibuprofen (af typen NSAID) kan være farlige, hvis man tager dem samtidig. De påvirker alle det samme sted i nyrerne og øger risikoen for akut nyresvigt – og det kan man i værste fald dø af.

Kombinationen af de tre typer medicin kaldes ’triple whammy’. Den øger risikoen for nyresvigt med 31 pct. Risikoen er størst inden for de første 30 dage, hvor man er i samtidig behandling med de tre typer medicin

Alt i alt skønnes 65.000 danskere at være i risiko for nyresvigt som følge af denne tredobbelte belastning af nyrerne. Især ældre er i farezonen. Det samme gælder personer med diabetes, hjertesvigtspatienter og personer, der i forvejen har nedsat nyrefunktion.

Ikke alle ved, de er i risiko

Desværre er det ikke alle i denne gruppe, der er klar over den risiko, de befinder sig i. Derfor er apotekerne blevet mere opmærksomme på kombinationen og på at advare, når man kommer for at hente sin medicin.

Det gode råd er, at man taler med sin læge om behandlingen

Og hvis man får blodtryksmedicin og vanddrivende medicin af den nævnte slags, anbefales man at vælge en anden type smertestillende piller end NSAID. Man kan for eksempel tage paracetamol i stedet for.

De omtalte typer af blodtryksmedicin og vanddrivende medicin er meget almindelige og er blandt top-10 over mest brugte præparater i Danmark. Acetylsalicylsyre, ibuprofen og andre slags NSAID, som mange tager mod eksempelvis gigtsmerter, blev sidste år solgt til 700.000 danskere på recept. Dertil kommer de over 15.000 kunder, der køber NSAID-produkter i håndkøb.

medicin nyresvigt

Symptomer på akut nyresvigt

Ved akut nyresvigt holder nyrerne helt eller delvist op med at fungere. Det kan ske i løbet af få timer, men kan også komme gradvist over flere uger.

Når nyrerne ikke renser blodet, er resultatet, at der ophobes affaldsstoffer i blodet og i mange tilfælde også væske i kroppen. Det giver typisk træthed, kvalme og opkastning

Man skal også være opmærksom på nedsat urinmængde, hævede ben, åndenød, nedsat bevidsthed og kramper. Symptomer som mavesmerter og blodig opkast eller afføring er også ret almindelige ligesom en række andre komplikationer, og i sidste ende kan det føre til dødsfald.