De unge går mere op i de traditionelle juletraditioner end deres forældre. Ifølge fremtidsforsker Birthe Linddal er det en del af en generel tendens i samfundet for tiden.
– Jeg tror, at vi oplever – og kommer til at opleve i den nærmeste fremtid – at de, som er vokset op med meget frisindede, multikulturelle og individualiserede forældre har deres eget lille konservative oprør. De hylder de gamle traditioner og værdier, fordi de har brug for et fast ståsted i vores konstant foranderlige og travle verden. De unge vil gerne være en del af en større kollektiv historie, siger Birthe Linddal.
Talemåden ”ungdommen nu til dags” har eksisteret siden tidernes morgen. Den ældre generation vil altid forundres over, at de unge ikke lever på samme måde, som deres kloge og livserfarne forældre – sådan har det altid været, men de unge vil altid komme med et modsvar til tidligere normer.
I slut 60’erne og start 70’erne kom ungdomsoprøret og studenteroprøret som en reaktion på efterkrigstidens undertrykkende autoritære traditionalisme.
Siden 1968 var idéen, at vi skulle være stærke individuelle personer. Særligt de seneste 5-10 år er det gået op for mange unge, at den tilgang til verden er en bremse for, hvor langt man kan komme.
– Der er mange i 20’erne, som er trætte af, at deres forældre har meldt dem ind i et subjektivt, moderne og multikulturelt samfund, set på den måde, at de føler deres forældre har forkastet tidligere, trygge ståsteder i form af traditioner som julen. Det betyder faktisk rigtig meget for mennesker i dag at være del af en større historie, siger Birthe Linddal.
Allerede for seks år siden viste en undersøgelse fra YouGov, at det især er de 18-29-årige, der går mest op i, om der bliver danset rundt om juletræet, uddelt mandelgave, og om man får lov at se Disneys juleshow.
Retroforsker Kristian Handberg mener, at det netop er stabilitet og tryghed, som de unge finder tiltrækkende i de ældre traditioner.
– Der er sket en udvikling igennem de sidste 10-20 år. Julen og højtiderne opleves nu generelt som noget gammeldags og solidt i en tid, hvor mange nye ting kommer frem. Højtids-traditionerne har en autenticitet, som skiller sig ud fra den multimedievirkelighed, der præger manges arbejdsliv og sociale liv, udtaler Kristian Handberg til en artikel i Berlingske, der omhandler at unge i højere grad går tilbage til de gamle dyder.
Også i detailbranchen kan de mærke de unges stigende interesse for højtiderne. Hos dagligvarekæden Coop ser de en tendens.
– Vi ser stort salg af varer, der hører både til de traditionelle højtider – jul og påske – og vi ser også nye traditioner komme til, f.eks. halloween. Det er klart vores fornemmelse, at det er udtryk for, at de yngre generationer er mere optaget af traditioner og af højtider, siger informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen.
Dagens unge i storbyerne vil gerne indrette sig ret fast. De investerer i designklassikere fra 1950’erne, går op i traditionel madlavning, sågar traditionel rengøring, og i at etablere sig i faste parforhold med fast bolig.
– Mange vælger det flakkende ungdomsliv fra, som ellers har været idealet tidligere. Det skal dog understreges, at unge i dag selv vælger at kombinere tendensen med nutiden, som det passer dem, siger retroforskeren Kristian Handberg.
De yngre bringer nemlig individuelt noget nyt til julens traditioner, og derfor ser vi også en rigere fortolkning af f.eks. julens madtraditioner.
I forhold til julemenuen, så er der stadig de faste rammer med juleand og flæskesteg – men der brygges også videre på de gamle traditioner, og øko- og sundhedsbølgen kan næsten ikke undgås – heller ikke, når vi skal have den gode, gamle julemiddag.
– Flere erstatter den klassiske varme rødkål med en rå rødkålssalat, krydret med mere eksotiske ingredienser. Måske skifter man sovsen ud, og laver en pesto istedet – så man brygger videre på de gamle traditioner og bringer noget af det moderne liv ind, siger Birthe Linddal.
Derfor kan man også godt forudse, at den subjektive fornyelse af traditionerne gør, at traditionerne risikerer at miste værdi som traditioner.
Uanset julemad, pynt og traditioner, så er julen hjerternes fest, der samler familien om noget hyggeligt – og det vil den forhåbentligt også gøre, når vi om nogle år rammer en ny ungdom, der vil ruske op i nutidens ordentlige, traditionstro generation.