”Vi er stærkest, når vi både kan være i vores lort og lagkage”

I den travle hverdag snuser vi os som en blodhund konstant frem til drama og det forfærdelige. Men Mathilde Falch vil gerne have lov til at fortælle om lyset. For hun har det godt og er ret god til at leve sit liv, hvis hun selv skal sige det. Med et nyt album med nye nuancer, håber hun at frigive sig fra at være hende med den dystre ungdom.

Når man træder igennem den store, åbne forhave, som fører op til det charmerende gule hus, kan man ikke undgå at forestille sig sønnen, den 6-årige Leo, hoppe rundt på trampolinen mens en masse bolde bouncer i takt med hans ­bevægelser. Mathilde Falch byder vel­kommen til hendes lille familieidyl i ­Birkerød, hvor der er plads og indbyder til, at legekammerater, niecer og nevøer kan komme lige så tosset de vil og spille fodboldkampe i kælderen, som er indrettet kun til formålet.

I stueetagen, foran dagligstuens åbne vinduer med udsigt til baghaven, står ­Mathildes klaver, hvorfra hendes kreative sind skaber sange. Derfor er det måske heller ikke tilfældigt, at der over klaveret hænger en collage af billedrammer med inspirerende minder. Billeder af sønnen Leo med det store smil. Og af Leos far, der for 16 år siden trådte ind i Mathildes liv med et lyst hørjakkesæt og siden kun har været med til at tilføre mere lys, varme og farver til hendes liv.

Det er svært at forestille sig, at der bag familielivet gemmer sig en tung bagage med spiseforstyrrelse med indlæggelse på psykiatrisk afdeling og alkoholmisbrug
– en periode, hvor Mathilde pinte sin egen krop. Måske, det også er derfor, hun bliver ved med at blive sat i bås som hende den dystre med de melankolske sange. Dét, håber hun, at hun endelig kan frigive sig fra med en sjette plade, ”Hvert sekund”, som udkom den 26. april. Ikke, fordi hun vil benægte sin bagage. Men fordi, hun er så meget andet og mere end det.

– Jeg vil hele vejen rundt om livet med det her album med åbenhed og lidt mere poppede toner. Det kommer fra et mere modent og observerende sted, fortæller Mathilde.

Den indre svinehund

Familielivet er egentlig ikke en drøm, ­Mathilde havde som barn og teenager. Den klassiske ”Far, mor og børn”, var ikke en leg, hun legede. Men da hun mødte Jesper, opstod drømmen om at skabe alt det med ham. De blev gift, da Mathilde var 22, og da hun var 25 år, lagde hun et flerårigt alkoholmisbrug på hylden. For hun vidste, at hun ikke skulle sætte et barn ind i en verden med tomme flasker og hemmelig­heder.

– Jeg er helt vildt glad for at være mor. Min søn er det fedeste menneske, jeg kender. Han og Jesper er ofte med mig ude og spille. Vi er en lille uadskillelig treenighed, siger Mathilde.

Men den fortælling ved hun godt, der ikke er mange, der finder interessant i dag. Da hun debuterede med sit første album som 18-årig brugte hun selv det, hun kalder den drama­tiske krog. Hun ville ikke sættes i bås som Michael Falchs datter, og derfor måtte hun dele de dramatiske historier om tvangsfodring gennem sonde, fastholdelse på psykiatrisk afdeling
og selvmordstanker. En krog, som ­omverdenen blev tiltrukket af.

– Den indre svinehund fodres med clickbait som ”Så mistede hun begge arme og lærte at skrive med tæerne.” Det er som om, det skal være dramatisk for at være interessant. Det virker som junkfood. Jeg er selv stoppet med at klikke på dramatiske ting, for vi har jo magt som forbruger, siger Mathilde.

Selvom den dramatiske krog gav mening i starten af hendes karriere, vil hun gerne have lov til at blive set for alt det andet, hun er i dag.

– Hvornår må jeg gå fri fra at være syg som 17-årig? Spørger hun.

Mennesket bag diagnosen

Det er ikke, fordi Mathilde slet ikke vil tale om psykisk sygdom og selvskade. Tværtimod er hun en af dem, der gør en stor indsats på det område. Hun er ambassadør for Lands­foreningen for psykisk sundhed (SIND) og tager rundt på skoler og psykiatriske afdelinger for at tale med unge mennesker, der har det svært.

– Jeg ved selv, hvor vigtigt det er at møde mennesket bag diagnosen. De har brug for at blive set, og det er det, jeg gør. Det er blevet en af mine vigtigste meninger med livet at kunne opleve et menneske få det bedre, ­fordi jeg kan se hende eller ham i ­øjnene, fortæller hun.

Gennem mange år med den mærkesag har hun mødt politikere og fagpersoner og selv fået en masse viden og erfaring derigennem.

– Det handler ikke længere om mig, men om sagen. Den har mit ­hjerte, siger Mathilde.

Kønnet branche

En anden kamp, der har vundet ­Mathildes hjerte, er ligestillings-­kampen. Ikke frivilligt. I virkelig­heden har hun aldrig villet tale om,
at hun er kvinde i musikbranchen. For hun er jo bare en musiker, der ­elsker sit arbejde. Ligesom alle hendes andre kollegaer. Men med årene er hun blevet tvunget til at forholde sig til det pres, som samfundet lægger på kvinder, der spiller musik.

Lige nu består hendes band af tre kvinder og to mænd. En fordeling, hun i virkeligheden ikke havde tænkt over. Hun har bare sammensat et band af dygtige mennesker, som supplerer hinanden godt. Men pludselig blev hun mødt af sexistiske kommentarer om, hvad det da var for et feminist-­koncept, hun dyrkede. Og, at kvinder i øvrigt ikke kan spille bas.

– Jeg er helt chokeret over, at vi ­stadig skal have den snak i dag. For et par år siden diskuterede mit gamle bookingselskab, om jeg, nu hvor jeg er i 30’erne, er blevet for gammel til at være i stald. Det diskuterer man ikke om mine mandlige kollegaer på samme alder. Jeg forstår ikke, hvorfor der stadig skal være så meget opmærksomhed på køn, siger Mathilde Falch.

Presset har fået hende til at indgå i et fællesskab af kvindelige musikere.

– Det er egentligt ikke, fordi vi vil ekskludere mændene. Men vi oplever bare nogle andre udfordringer som kvinder i branchen, og der er det rart at mødes med nogen, hvor vi forstår hinanden, siger hun.

Tiltrukket af det ægte

Mathilde sidder ved spisebordet og kigger op i luften, hver gang hun bliver mødt af et spørgsmål, som om der ligger en kø af budskaber, der bare vil ud. Man kan nærmest se, hvordan hun sorterer dem bag de intense og dybe øjne, inden tankerne kommer ud for at leve i rummet og gøre indtryk. Der er ingen tvivl om, at hun har meget på hjerte. Og det er da heller ikke fordi,
at hun nu lever et rosenrødt og problemfrit liv. Ligesom alle andre, møder hun også de forhindringer, som hverdagen og livet byder på. Men hun accepterer det. Tackler det. Og hylder sejrene. For hun er tiltrukket af det, der er ægte. Det er også det, hun er bedst til at være selv.

– Jeg er rigtig dårlig til alt det overfladiske. Der er mange, der er konfliktsky og glatter det hele ud. Jeg har som helt ung været tvunget til at ryddet op i mit liv og har lært mig selv at kende, og det betyder, at jeg i dag er rigtig god til at reagere, når der sker noget. Det er vigtigt, siger Mathilde.

Når det kommer til hendes krop og udseende, forsøger hun også at være ægte. Da hun vandt over spiseforstyrrelsen, besluttede hun sig for et nyt syn på sin krop. Kost og motion handler derfor ikke om at nå bestemte tal, mål eller æstetik, men om at styrke kroppen til timerne på scenen og på farten.

– Jeg interesserer mig ikke for skønhedstips og vil ikke bidrage til det. Jeg har det fint med min krop og forholder mig i virkeligheden meget lidt til den. Jeg kan godt se, hvis jeg ikke kan passe mine bukser, men så køber jeg bare nye bukser, siger Mathilde og tilføjer:

– Motion skal ikke handle om at se ud, det skal være drevet af lyst. Jeg gider ikke at løbe eller at gå i et fitnesscenter, min motion er, når jeg leger, hopper på trampolin og spiller bold med min søn.

Ikke bange for mørket

Spørgsmålet er, om Mathilde nu med sin nye plade endelig kan gå fri af sin fortid og bare være Mathilde og alt det, det indebærer?

– Jeg blev voksen ret tidligt. Mens andre tænker, at det er imponerende, at jeg har fået det liv, jeg har i dag, så tænker jeg i stedet, at min spiseforstyrrelse som teenager har betydet, at jeg meget tidligt har skullet lære at leve mit liv.

Da Mathilde for få måneder siden sad ved sit klaver og skrev sangen ”Brændte børn leger bedst”, vidste hun, at pladen var færdig. En magiterning af lykke, håb og lys, men også med en forståelse for dybden, der ligger bag.

– Der er mange, der forbinder det med at have været igennem psykisk sygdom med at være sårbar. Men i virkeligheden bliver man stærk af det og er bedre rustet til livet. Sangen handler om, at os, der har været brændt, netop forstår det og forstår hinanden. Derfor fuldender sangen pladen, siger Mathilde og slår fast, at lys og mørke hænger sammen.

– Det er som om, det er blevet et tabu at have det godt. Jeg vil have lov til at sige, at jeg er glad og er god til at leve mit liv, og det er jeg stolt af. Samtidig er jeg ikke bange for mørke, det må gerne være der, siger hun, inden en sætning bliver hængende i luften:

– Vi er stærkest, når vi både kan være i vores lort og lagkage!