Vi har alle brug for bøvl i hverdagen

Tekst: Kristine Buske Foto: Niels Henrik Dam/ Ritzau Scanpix

Hvorfor fylder stress i så manges liv i dag? Måske svaret ligger i, at vi har mistet fodfæste – bogstaveligt talt. Det tror Søren Vester i hvert fald. For ham er det forbindelse til kroppen, der giver hovedet ro. Han drømmer om at komme tilbage til en verden, hvor færdigløsninger i butikkerne bliver skiftet ud med gammeldags håndværk, som er skabt af hårdt arbejde

Når du ser ham på skærmen, er det altid med et kæmpe smil, kække bemærkninger og lun, jysk humor. TV-vært Søren Vester har stjålet mange danskeres hjerter, mens han med skæve ideer inspirerer til indretningsprojekter inde og ude i tv-udsendelserne Søren Vesters Have og I hus til halsen.

Læs også: Jeg trives bedst i kaos

Men det er ikke kreativitet og gak og løjer det hele. For Søren har tre jobs. Han er indretningsarkitekt, TV-vært og foredragsholder. Det kræver mange timer på farten og cirka 50.000 kilometers kørsel om  året. Alligevel finder han og konen Dorthe tid til at være aktive i borger- og idrætsforeninger i lokalmiljøet i Thise.

Sørens tricks til ro i hverdagen

• At få rørt sig flere dage i ugen
• Det handler om at finde det, du synes er sjovt
• Middagslur hver dag
• 20 minutter er præcis det, der skal til, for at luren giver mere energi til resten af dagen
• Gør noget ved livets udfordringer
• Er du ikke tilfreds, har du altid mulighed for at gøre noget ved det
• Kend din krop
• Mærk efter, om du er for træt, eller om pulsen er for høj og gør noget ved det. Tag dig selv og din krop seriøst.

De fleste kender nok til en presset hverdag, så at høre om Sørens livsstil giver næsten galoperende stress. Det har Søren hørt før, og alligevel er det ikke noget, han selv bliver tynget af.

– ”Pas på, du ikke vælter!” Det siger folk tit til mig. Men jeg føler mig aldrig stresset, lyder det fra ham.

En træt krop nulstiller hovedet

Så hvad er opskriften på et balanceret liv, når kalenderen er fyldt til bristepunktet? Først og fremmest handler det om at få kroppen med. Noget, som Søren mener, mange glemmer i dag. For hovedet er hele tiden fyldt af bekymringer og krav fra omverdenen og os selv.

– Hvis du ikke kan overskue verden, skal du lave noget om.

Søren Vester - Vi har alle brug for bøvl i hverdagen

– Jeg har selv meget i hovedet og for at rense ud, er jeg nødt til at lave noget fysisk for at min krop og mit hoved hænger sammen. Det er ligegyldigt, om jeg går en tur, griber en skovl i haven eller laver gymnastik, bare jeg får rørt mig, siger Søren og tilføjer:

– Jeg giver mig selv bøvl i hverdagen. Jeg har for eksempel gravet en sø på 5×5 meter selv i stedet for at bestille en maskine. På den måde får jeg både brugt min krop som en form for meditation, og jeg bliver tilfredsstillet af at lykkes med noget. Men jeg sørger også altid for at lytte til kroppen, så hvis pulsen er for høj i hverdagen, skruer jeg ned for tempoet, og jeg tager altid en lur midt på dagen for at have mere energi.

De basale færdigheder skal tilbage

Netop bøvlet i hverdagen mener Søren, at vi mangler i dag. Er du sulten, går du bare ned i supermarkedet. Har du brug for nyt tøj, klikker du blot ”køb og betal” på nettet og får det leveret til døren. Og IKEA har alt, du skal bruge til hjemmet. I stedet drømmer han om et samfund, hvor flere ”bygger og hygger”, som han kalder det.

– I stedet for de færdige løsninger, skal vi skabe mere lokalt. Når vi får hånden i sving, følger hovedet med automatisk. Jeg tror på, at hvis vi alle lavede mere fysisk, så havde vi en helt anden verden, hvor stress ikke længere var et naturligt vilkår, som det er blevet i dag. Vi har brug for at gøre simple ting i en kompleks verden, mener Søren.

Og især når han kigger på ungdommen, bliver han bekymret.

– Unge i dag bruger meget tid bag skærmen, og jeg kan blive nervøs for, at man glemmer de basale færdigheder i at skrue noget sammen.

Motion skal være sjovt

Søren er ikke typen, der går i fitnesscenteret eller følger et bestemt træningsprogram hver uge. Han gør i virkeligheden bare det, han godt kan lide, og hans aktive livsstil er måske årsagen til, at han stadig vejer det samme, som da han gik på gymnasiet. Der skal nogle skridt i benene hver dag – gerne med familiens finske laphund Isa. Han har også opdaget, at vandreturer er noget for ham.

– Jeg har lige været på en 100 kilometers march. Det er ikke min første march, men jeg er begyndt at blive bidt af det. Du går i en boble, hvor du bare er til stede. Der er intet formål, du går bare, og på den måde bliver det en rejse indad, siger Søren.

Fra oktober til april er han næsten ude hele tiden – ofte i haven på familiens renoverede præstegård i Thise. Han har sin faste løberute på 6,5 kilometer og kan også godt lide at gå de godt 900 meter ned til vandet og stå på sup board eller ro i havkajak – gerne med sønnerne Sigurd og Holger, som har fået en aktiv livsstil ind med modermælken. Søren Vester - Vi har alle brug for bøvl i hverdagen

– Når vi er på storbyferie, er ungerne opdragede til, at så går vi. Du sanser og oplever meget mere, når du bruger dine ben, siger Søren.

En anden motionsform, han er glad for, er gymnastik. Han laver øvelser hjemme i stuen eller haven i morgenkåbe, og fra april til oktober er han hver tirsdag instruktør på Æ’brokhold. Et herrehold med gammeldaws gymnastik, grin og drillerier, som han sammen med sin fætter overtog fra sin onkels bror for 15 år siden. Og Søren fortryder stadig ikke, at han har underskrevet den 40 år lange kontrakt.

– Det er et kærlighedsprojekt. Mange af os havde ikke dyrket sport i mange år, da vi begyndte. Vi har en klapperunde for at motivere hinanden. For nogle er det en udfordring bare at løbe salen rundt, mens andre springer. Vi skal miste fodfæste. Nogle dage gider jeg ikke afsted, men jeg kommer altid, og jeg går aldrig sur derfra, fortæller Søren.

Brok er for de svage

Selvom gymnastikholdet hedder Æ’brokhold, er det med et glimt i øjet. For i virkeligheden hader Søren ægte brok. Altså ikke den humoristiske slags, men den hvor man sætter sig ned med armene over kors og er sur på verden. Det, mener Søren, ikke man kan tillade sig.

– Jeg har selv taget et valg om en positiv tilgang til livet, og det er berigende, når du når dertil. Du kan altid gøre noget ved din situation, og hvis flere så sådan på det, tror jeg, at der var mange problemer i verden, der var løst. Brok er for de svage, siger han og tilføjer.

– Det er en rød klud for nogen, men man kan jo se, at dem, der smiler og er positive, har det nemmere. Der er dog et sted, hvor det kan være svært at bevare den positive tilgang. De sociale medier. Derfor holder Søren sig fra kommentarsporene og undlader også at læse for mange nyheder.

– Jeg vil hellere vide noget om, hvordan roser bliver forædlet end at blive bombarderet med negative nyheder, som ikke gavner noget, siger Søren.

Ingen har fået det værre af naturen

Når man taler om sundhed og bevægelse med Søren, er der én ting, der for ham er uadskillelig fra resten. Naturen. For den er ikke kun hans arbejdsrum til at finde nye kreative løsninger at dele med TV-seerne og følgerne på Instagram.

– Naturen hænger uløseligt sammen med et sundt liv. Der er ikke nogen, der har fået det værre af at være i naturen, men der er mange, der har fået det værre af ikke at være i den. Der sker noget særligt, når du rør ved jorden, og når du plejer noget og ser det vokse, siger Søren og tilføjer:

– Vi har så meget fokus på os selv i dag, at det er sundt at komme ud i naturen, hvor vi ikke har nogen betydning, men bare skal være lige dér.

Da snakken er slut, slukker Søren for FaceTime. Han sidder i sin bil i Ribe og skal holde foredrag om, hvorfor så mange mennesker har det svært i et samfund med uendelige muligheder. Hotellet krævede udtjekning klokken 11, men han skal først holde foredrag klokken 18:30, så nu skal tiden slås ihjel. Det er han vant til. Han har også altid en madras klar på bagsædet, når der ikke er andre overnatningsmuligheder, eller han har brug for sin daglige middagslur. Når man hører, hvor mange ting, der sker i hans liv, kan det være svært at forstå, at livsgnisten kan være så høj. Også når han er fanget alene flere timer i Varde. Men måske er det nøglen. At finde løsninger uanset, hvor man er.


Om Søren Vester

45 år

Han er uddannet fra Danmarks Designskole og kendt fra tv-programmet I hus til halsen, hvor han er designeren, der med sine indretningsevner gør familiernes huse mere attraktive til et salg. Derudover har han sit eget program på DR Søren Vesters Have.

Søren er også indehaver af virksomheden Vesters Workshop, hvor han hjælper virksomheder og privatpersoner med indretning af interiør og haver. Han har også holdt en række foredrag om design, landsbylivet og det gode liv.

Privat bor Søren i Thise sammen med konen Dorthe og sønnerne Holger på 17 og Sigurd på 13.