Vi har været sammen i 48 år

– Min kone er død.

Han sidder foran mig og ser på sine foldede hænder i skødet og siger ikke andet. Der er stille i rummet. Ingen af os siger noget. Han er en mand, der ikke er vant til at tale om følelser, og det har været en kraftanstrengelse for ham at nå hertil. Han har sagt, hvad han har at sige. Hvad han kan sige.

Læs også: Har du mistet…

Jeg er ikke forberedt på situationen. Der stod ikke noget i kalenderen, om hvad hans henvendelse handler om, og jeg bruger nogle sekunder til at forstå, hvad han siger, og til at gennemgå vores fælles historie, hvor jeg har været hans og hans kones læge i 16 år. Jeg vidste ikke, hun var død.

Da jeg har samlet mig, ser jeg på ham og siger, at jeg er ked af at høre, at han er blevet alene, og at jeg faktisk ikke var klar over det, før han fortæller det. Der er stille igen. Det gør ikke noget. Vi kan begge være i rummet og situationen, uden at det bliver ubehageligt

Der er ikke så meget at sige lige nu. Jeg ved ikke, hvad han tænker på, men jeg tænker på de mange gange, jeg har set dem samme og hver for sig. Jeg tænker på deres små drillerier og hyggelige snakke. Jeg tænker på hendes sygdomme og forsøger at regne ud, hvad hun er død af, mens jeg orienterer mig i journalen. Jeg ser et par overskrifter, inden han afbryder mig: ”Vi har været sammen i 48 år.”

Denne gang ser han på mig, og jeg forlader journalen og den indre dialog og er tilstede sammen med ham. Jeg spørger ham, om han ikke vil fortælle mig, hvad der er sket.

Han fortæller om deres liv sammen, om omstændighederne omkring hendes død, at det er gået stærkt – alt for stærkt. Hvordan han føler sig halv, hvordan han taler til hende og kommer ind i stuen for at fortælle hende noget, for at opdage, at hun ikke er mere. Han fortæller, hvordan det har været hende, der har været den stærke. Hvordan hun har været den, der har bragt venskaber og gode relationer ind i deres liv. Hvordan hun har samlet familien omkring traditioner og hjemmelavet mad. Han fortæller, hvor stille der er nu. Han stopper med at fortælle, men fortsætter med at kommunikere ved at græde.

Vi taler om det meningsløse i at miste. Om hvordan følelsen af at savne, er en fin påmindelse om, at der er kærlighed i relationen. Om, hvordan han stadig taler med hende, og at det er en fin måde at have hende med sig på. Vi taler om, at de har været hinandens livsledsagere, og hvordan hun på samme tid altid vil være der og altid vil være savnet.

Jeg spørger om, hvordan han spiser, sover, og om han ser andre mennesker. Det gør han alt sammen. Det føles bare forkert. Jeg fortæller ham om tilbud om sorggrupper, hvor der er mulighed for at tale med andre i samme situation, henvisning til psykolog og samarbejde mellem læger og præster, hvor der er mulighed for at være sammen med ham i denne svære situation.

Han ser igen på mig, og siger, at det jo er mig, der kender ham og hans kone, og at han bare gerne vil tale med mig. Jeg siger, at jeg er glad for, at han har fortalt sin historie til mig, og at jeg gerne vil følge ham i den periode, han har brug for det. Vi aftaler en tid om tre uger og siger farvel.

Jeg sidder lidt og ser på bøgen, der er sprunget ud uden for mit vindue, inden jeg henter den næste patient.

“Han fortæller om deres liv sammen, om omstændighederne omkring hendes død, og det er gået stærkt, alt for stærkt”.

Læs også: Tab og sorg hører med til et meningsfuldt liv